MUSIKANMELDELSE I 2017 udgav guitaristen, Bill Frisell, og kontrabassisten, Thomas Morgan, på ECM albummet, Small Town, som af gode grunde blev rost af anmeldere verden over. Musikken på albummet var melankolsk og smuk. Og så absolut værd at vende tilbage til – hvilket også jeg har gjort igen og igen. Allerede nu udsender de to dygtige musikere imidlertid en opfølger på ECM, albummet Epistrophy, som rummer lige så smuk musik, der dog er knap så melankolsk. Albummet er optaget live i Village Vanguard i New York, og vil – som Small Town – blive et, jeg vender tilbage til igen og igen. Fordi musikken er så smukt forløst, poetisk og sanselig. I slægt, faktisk, med den Pat Metheny og Charlie Haden skabte på klassikeren, The Missouri Sky fra 1997. Materialet på Epistrophy er altovervejende hentet fra jazzens Great American Songbook – det er standards som Jerome Kern og Oscar Hammersteins All In Fun, Doc Pomus og Mort Shumans Save The Last Dance For Me og den traditionelle folkemelodi, Red River Valley. Fra periferien har de to hentet Paul Motians Mumbo Jumbo. I alle tilfælde er duoens versioneringer eminente.
***** / ECM Records / 69 min.