DMA Jazz 2012 i Copenhagen Jazzhouse

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Artikel herom på netmagasinet gaffa.dk

Lørdag aften uddeltes priserne på det, konferencieren Lennart Ginman kaldte den ”rigtige” DMA – ikke at forveksle, underforstået, med den store DMA, som for få uger siden fandt sted i Forum.
”Vogt jer for efterligninger,” sagde Lennart Ginman, idet han overfor publikum i salen og ved radioerne under den direkte transmission understregede, at alt på DMA Jazz blev fremstillet af rigtige mennesker, og at der ikke på DMA Jazz var playback og andre teknikaliteter, der sikrede en afvikling uden problemer, men at der netop var mennesker involveret, og at det også åbnede både for fejl og overraskelser.
Det blev nu ikke, i Jazzhouse, en aften med de store fejl i afholdelsen af arrangementet. Men det blev en aften med nogle overraskelser. Især når det gjaldt fordelingen af de syv priser. Så lad os starte med dem.
Årets store vinder blev Peter Danstrup, der både modtog prisen for Årets Danske Jazzudgivelse og Årets Jazzkomponist. Vinder af Årets Danske Vokaljazzudgivelse blev Indra, vinder af Årets Danske Crossover Jazzudgivelse blev Jakobs Davidsen Kammeratorkester og vinder af Årets Nye Danske Jazznavn blev Mads Mathias. Specialpriserne til Årets spillested og Årets Børnejazznavn gik til henholdsvis Buddhas Jazzklub (Klaverfabrikken i Hillerød) og Benita Haastrup.
Ikke at nogle af disse modtagere ikke fortjente deres priser. Men undertegnede vil mene, at vi danskere – når vi om fem-ti år ser tilbage på 2012 – vil undre os over, at Kira ikke blev belønnet for sine enestående fortolkninger af Billie Holiday. De fortolkninger vil stå distancen, fordi de er så helt usædvanligt gode. Vi vil måske også undre os over, at Fredrik Lundin og Christina von Bülow ikke blev præmieret for deres smukke hyldest til den svenske barytonsaxofonist Lars Gullin. Og endelig vil vi måske undre os over, at Torben Westergaards flot gennemførte crossover til tango ikke blev præmieret.
Vi vil måske også undre os over, at juryen i 2012 ikke engang fandt plads til at nominere Anders Koppels fremragende jubilæumsudgivelse, Everything Is Subject To Change, Richard Anderssons mageløst smukke Intuition eller Jakob Bro og Thomas Knaks usædvanlige konceptalbum Bro/Knak.
Men lad nu det ligge. Aftenen blev alligevel en festaften med glade prismodtagere og fejringen af en vidtfavnende genre med et væld af fremragende musikere. For det har Danmark, pt. Helt utroligt mange fremragende jazzmusikere. Mange af disse sad i salen. Og enkelte på scenen – her i blandt solopianisten Carsten Dahl, der som den eneste lørdag aften formåede at fange alles opmærksomhed med sine nye, dybfølte solokompositioner. Selv ved den hektiske bar blev de højrøstede blandt gæsterne ramt i mellemgulvet. Med Pasborg’s Odessa X-tra Large som slut-act blev aftenen fremragende rundet af med manér.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share