MUSIKANMELDELSE Den klassisk uddannede, tyske multiinstrumentalist og –komponist, Stephan Micus, pladedebuterede på ECM for mere end 40 år siden. Siden har han udgivet et stort antal plader, mange af dem kendetegnet ved, at han selv har skrevet al musikken og selv har betjent alle instrumenterne. Dét er også tilfældet på White Night, hans nyeste af i alt 23 album på det fornemme label. Som så ofte før er Micus på dette album optaget af fremmedartede instrumenter og fremmedartet musik. Han har denne gang bl.a. hentet inspiration i Tibet, Indien og Armenien spiller instrumenter som tibetanske bækkener, botswansk kalimba og armensk duduk. De soundscapes, som udgår fra inspirationskilderne og instrumenterne, sammensætter han på nye måder, og derudaf kommer et uhyre sjældent, farverigt og nuanceret nyt melodisk univers af særegen, moderne kammermusik med elementer af traditionel folkemusik. Det er aldeles originalt, af kunstnerisk og teknisk høj kvalitet, et sandt sansebombardement af næsten meditativt tilsnit.
**** / ECM Records / 50 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES