Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Equilibrium er den tysk/canadisk/spanske jazztrios pladedebut på ECM, og for så vidt resultatet af en række turnéer, der tilsammen har banet vejen for trioens beundringsværdigt sikre samspil i grænselandet mellem kompositions- og improvisationsmusik. Benedikt Jahnel Trio er – alene at dømme ud fra debutpladen – et interessant bekendtskab: En trio, der lægger sig op ad den stil, der igennem de sidste ti år er blevet fremelsket til perfektion i det nordøstlige Europa af bl.a. Esbjörn Svenssons, Marcin Wasilewskis og Tord Gustavsens trioer. Benedikt Jahnel Trio er altså lig en melodisk, melankolsk form for instrumentaljazz, der på én gang er nedtonet og insisterende. Trioens musik tager – som de andres – afsæt i det enkle, men udfolder sig i en mere om-sig-gribende farveskala. Der er således noget stilistisk unikt over Benedikt Jahnel Trios musik – nogle rytmiske fraser, nogle melodilinjer, et groove, der adskiller dens musik fra de andres. Og dét kan skyldes, at Benedikt Jahnel trio er sammensat af mere forskelligartede temperamenter fra mere forskelligartede traditioner. Pianisten Benedikt Jahnel skaber i hvert fald i samspillet med trommeslageren Owen Howard og bassisten Antonio Miguel en mere universel sound, der forekommer unik.
*****
ECM Records
54 min.
Comments are closed.