KONCERTANMELDELSE Lanceringen ramte mig af en eller anden grund. Nadah El Shazly, kunne jeg forstå, er en af ”de førende stemmer fra Cairos sprudlende, eksperimenterende musikscene”. En i Danmark stærkt underbelyst scene.
Så det, at den unge, egyptiske dame under Copenhagen Jazz Festival skulle optræde på spillestedet ALICE – det måtte altså blive min indgangsbillet til Cairos sprudlende, eksperimenterende musikscene.
Om jeg indfandt mig, fordi jeg var blevet betaget af det eksotiske, skal jeg ikke kunne sige. Men måske. I hvert fald befandt jeg mig på Verdenskulturcentret på Nørrebro, da den unge, kvindelige musiker gik på scenen med sin arabisksprogede messen, jazzede improvisation og moderne elektronik.
Undervejs i koncerten slog det mig, at jeg nok – hvis jeg skulle være ærlig – var mere betaget af det eksotiske end af det konkrete. For sandt at sige var jeg skuffet – over niveauet, teknikken, den kunstneriske dimension – samtidig med, at jeg formåede at overbevise mig selv om, at Nadah El Shazly i sit hjemland må være en revolutionær figur – vestligt orienteret som hun jo åbenlyst er som frontfigur i det eksperimenterende band, der nok har sit afsæt i en traditionel form for egyptisk musik, men som ikke desto mindre betjener sig af moderne, vestlige instrumenter og lydlandskaber.
Hun lignede og agerede anderledes end det egyptiske flertal af unge kvinder, som jeg så for mig. Deraf min tanke om det eksotiske og revolutionære. Men målt med min målestok, var hendes musik snarere præget af tomgang end fremdrift og tradition end fornyelse. Uanset hvor dybsindig, trist og alvorlig den måtte være. Teknisk var den i en vorden snarere end i sin blomstren. Og det kunne hendes habile sidemen – trommeslageren Konrad Agnas og kontrabassisten Karl Mauritz Agnas ikke ændre noget ved.
Selv om Nadah El Shazly selv – med sin musik og til tider næsten overjordiske, arabiske vokal – er blevet beskrevet som et mellemøstligt svar på blandt andre Björk, vil jeg sige, at der er et stort spænd imellem de to. Björk er banebrydende, på verdensplan – både som sangerinde, musiker og komponist. Nadah El Shazly er realistisk set kun banebrydende i sit eget hjemland. For i internationalt perspektiv lader hendes teknik alt for meget tilbage at ønske. Vel er der noget fascinerende, næsten magnetisk over de mange minimalistiske, repetitive momenter i hendes musik, men der er også noget gumpetungt over selvsamme. En mangel på fremdrift og udvikling. Det var dét, der gjorde mig så skuffet.
Selv med opbydelsen af al min velvilje, kunne jeg ikke slippe tanken om, at koncerten – trods åbenlyse kvaliteter – manglede tyngde.
*** / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk