Nyhedsartikel på netmagasinet gaffa.dk
Genreorganisationen, JazzDanmark, har onsdag lanceret en ny, fed og meget let anvendelig smart phone app, som til enhver tid vil gøre det muligt at finde den næste og nærmeste jazzkoncert – uanset hvornår behovet måtte opstå, og hvor i Danmark det måtte opstå!
Ikke at JazzDanmark tror, at den potentielle brugers behov for at opsøge en jazzkoncert er noget, der opstår akut. Men skulle brugeren alligevel opleve dét, er app’en en aldeles fremragende hjælp.
App’en er koblet til livejazz.dk, som på ét site samler information om alle jazzkoncerter i Danmark – og på sigt også koncerter med danske kunstnere i udlandet.
Alle informationer indtastes og uploades af de enkelte spillesteder og festivaler. Og herefter kan jazzens publikum søge ud fra geografi, stilart, spillested og/eller dato. Alt det, man måtte falde over af interesse, kan man gemme i sin egen kalender eller koncertkalender, MyJazz, eller SMS’e til sine kontakter.
Livejazz.dk er gratis at bruge for såvel spillesteder som brugere, og dét skyldes, at JazzDanmark – på vegne af de danske jazzmusikere – ønsker at samle så mange jazztilbud som muligt på én uafhængig platform.
I en pressemeddelelse skriver JazzDanmarks sekretariatsleder, Lars Winther, at ”tilstrømningen til app’en fra spillestedernes side er enormt god.” Og dét kan man selv konstatere, at han har ret i. App’en fremstår allerede nu, dagen efter lanceringen, som en virkelig brugbar guide til den levende danske jazzscene.
App’en er i første omgang kun tilgængelig til iPhone, men JazzDanmark arbejder på en Android-version, som forventes klar i starten af 2013.
Livejazz.dk er udviklet af firmaet Softshag & Me for JazzDanmark.