BOGANMELDELSE Danske Henrik Andersen har med Beskyttelseszonen skrevet en stort opslået, episk roman om

• den kolde krig;
• STASI og PET;
• et dansk/østtysk par;
• tre generationer i to familier i to lande på hver sin side af jerntæppet;
• en familiehemmelighed;
• en (eller to) familietragedie(r);
• et venskab;
• en ny teknologi;
• en industrispionage;
• et systemisk/kafkask pres på to individer;
• og en karriere som professionel fodboldspiller.

På den ene side tager jeg hatten af for set-up’et, forfatterens omfattende research og ambitiøse fortælling. På den anden side bliver jeg irriteret over, at der er nogle afgørende svage elementer i hans dramaturgi: eksempelvis over det, at der i romanen er en jeg-fortæller – der er ven med/vidne til den talentfulde drengs/unge mands opvækst og udfoldelse som talentfuld fodboldspiller – men som ikke desto mindre i lange passager er skrevet ud af fortællingen. Det (for)bliver uklart, hvorfor han overhovedet er jeg-fortæller.

Bekyttelseszonen er Henrik Andersens femte roman, siden debuten i 1995 med De skyldfri, og romanen er på mange måder bemærkelsesværdigt troværdig. Men altså også svag i og med, at der er utroværdige passager og strukturelle problemer.

Den danske ingeniør Poul Nørskov møder på forårsmessen i Leipzig i 1965 ”ståpigen” Ingrid på Wartburgs stand. De to tilbringer nogle nætter sammen på hans hotel, hun bliver gravid, de forelsker sig i hinanden, vil gerne giftes, men må indgå en aftale med STASI, for at få hende ud af DDR. Næsten alt dét er troværdigt: forelskelsen, forhandlingerne med de østtyske myndigheder, forhørene i den vestlige grænsestation, etableringen i Assens. Men ikke skildringen af den første, erotiske akt, der giver indtryk af, at Ingrid er seksuelt erfaren – hvilket hun ikke er!

Parret slår sig ned i Danmark. Lever på mange måder et pænt, borgerligt liv – han som ingeniør, hun som hjemmegående og snart mor til to drenge – men i modsætning til naboerne er de forpligtet til at give informationer fra sig. Og selv overvåges de.

Og såvel overvågningen som den påtvungne spionage bliver en belastning. Hemmeligheden bliver en skygge over deres tilværelse.

Drengebørnene aner intet om hemmeligheden, men de aner naturligvis, at noget er anderledes hos dem end hos nabofamilierne – herunder hos jeg-fortællerens familie. Men deres mor vil ikke tale om sin egen forhistorie og om DDR, så først da den ældste søn som ung voksen bliver professionel fodboldspiller og i 1991 som den første vesterlænding efter jerntæppets fald bliver knyttet til en østtysk klub, Hansa Rostock, bliver hemmelighedens omfang og baggrund blotlagt for ham. Pludselig forstår han, hvorfor hemmeligheden blev et formativt vilkår i hans familie; hvad det er, hans egen mor og far har gennemlevet; og hvordan deres hemmelighed har dræbt den almindelige spontanitet og frihed.

Som sagt: Beskyttelseszonen er en stort opslået, episk roman. På mange måder en troværdig, medrivende og meget fin fortælling. Men sine steder altså også en utroværdig fortælling. Siden steder endda en kedelig, næsten journalistisk fortælling – især fodbolddelen forekommer mig kedelig og klichefyldt. Men kold-krigs-elementet – det i sig selv er tilstrækkeligt til at fremhæve romanen som interessant.

*** / People’s Press / 360 sider