Den amerikanske forfatter, Edgar Allan Poe (1809-1849), opfattede sig selv som digter, men eftertiden husker ham især for hans mørke, mystiske fortællinger. Læser man hans mest kendte digt, The Raven (Ravnen, red.), må man imidlertid sande, at poesien råder. Digtet er gennemført lyrisk, næsten musisk.

Fredag slog Københavns Musikteater dørene op til den første af bare to aftener med musikteaterforestillingen, The Raven. Og dét med en gul streamer henover plakaten, hvorpå der stod: UDSOLGT! At teatret fik brug for dén streamer skyldtes nok to ting: En levende interesse for forfatteren, Edgar Allan Poe, og en forventning om at forestillingens besætning, Claus Hempler og Anne Vester Høyer m.fl., ville brillere.

Efter godt en time i teatersalen i den gamle logebygning i Kronprinsensgade var der næppe nogen, der var skuffede. The Raven og andre digte af Poe blev reciteret eller sunget i al deres poetiske vælde af Hempler og Høyer, som begge brillerede med magnetiske vokaler. For- og nutid smeltede så at sige sammen.

Claus Hempler har ved flere tidligere lejligheder understreget sit talent for at kombinere musik og teater, og især understreget hvor fremragende en sanger og fortolker af poesi, han er. Dét gjorde han igen-igen med sin dybe, næsten stoflige klang og stoiske ro. Det, for mig, overraskende var, at Anne Vester Høyer havde en vokal, der matchede i stoflighed og klang. Hendes og Hemplers tilbagevendende ”dialog” åbnede Poes poesi og bar en ellers ret konventionel forestilling frem.

Digtene, sangene – samspillet med de tre musikere på scenen: Johnny Stage, Henriette Groth og Ida Bach Jensen – udkonkurrerede fjernsynets X-Factor og gjorde spørgsmål vedrørende den ret uopfindsomme scenografi og ditto iscenesættelse mindre betydende. Hovedsagen var, at Hemplers og Høyers sang lagde nye dimensioner til Poes poesi. Og at deres ”fortællinger” på fornemmeste vis blev kropsliggjort af håndstandsartisten Julia Schmidt. For netop dén kombination – af sang, musik og håndstand/dans – understregede digtenes gennemført lyriske, næsten musiske kvalitet.

Derfor forlod også jeg teatret, opløftet af poesien, forført af musikaliteten, imponeret over akrobatikken.