BOGANMELDELSE Tyske Ferdinand von Schirach fik et veritabelt gennembrud med sin første bog, Forbrydelser (som udkom på dansk tidligere i år). Det, der gjorde debuten så usædvanlig, var kombinationen af flere ting: 1) bogen var virkelig velskrevet, 2) af næsten essayistisk, dokumentarisk karakter, og 3) vel at mærke skrevet af en forsvarsadvokat (ikke en forfatter!) med speciale i strafferet og flere spektakulære og kontroversielle sager i bagagen. Bog nummer to, Skyld, lanceres af forlaget som en samling af ”kriminalfortællinger”, og den fremstår også som sådan – som en samling af fortællinger fra forsvarsadvokatens strafferetslige verden. Det er fortællinger, der – som debuten – har essayistisk, dokumentarisk karakter; som nok er af meget forskellig tyngde og udstrækning; men som ikke desto mindre har en magnetisk kraft – fordi de er så velskrevne.

Størst indtryk efterlader den første fortælling, der handler om et hornorkester bestående af pæne bedsteborgerlige mænd, som underholder ved en byfest iført parykker, påklistrede skæg, pudder og traditionelle dragter. Det er ulidelig varmt, men til alt held kan mændene bag et forhæng få serveret kolde øl, når der er pauser. Øllet bliver serveret af en ung pige iført hvid T-shirt og cowboybukser. På et tidspunkt snubler pigen bag forhænget, og bakken med de mange, tunge glas kæntrer og sender kaskader af øl ned over hende, så hendes T-shirt bliver gennemsigtig. Medens publikum ude foran scenen hujende og hajende danser videre til en pladevenders musik, udsættes pigen for en slem gruppevoldtægt, idet flere af de pæne mænd som frådende rovdyr kaster sig over hende. En af mændene ringer kort efter anonymt til politiet og fortæller, hvad der er sket, og at pigen er blevet kastet gennem en luge, ned under scenen. Politiet ankommer, finder pigen, ødelægger ubehjælpeligt de tekniske beviser, men får dog anholdt alle otte musikere. Men hvem er skyldig? Hvem er uskyldig? Alle nægter de sig skyldige, deres familier og det bedsteborgerlige lokalsamfund støtter dem, og nok bliver de varetægtsfængslet og retsforfulgt, men alle bliver de også frikendt på grund af mangel på tekniske beviser og på grund af pigens svigtende evne til at genkende dem uden parykker, skæg og pudder. Sagen er godt beskrevet, aldeles rystende, men også tankevækkende – både hvad sagsfremstilling angår, og hvad angår den unge forsvarsadvokats eftertanke. Von Schirach skildrer, hvordan han selv havde købt et nyt jakkesæt forud for dette – hans allerførste retsmøde – hvordan han efterfølgende stod i gangen sammen med de andre forsvarsadvokater og morede sig, medens de afventede domsafsigelsen. Hvordan dommeren siden frikendte alle de sigtede. Hvordan faderen til pigen tog sig ud, da han passerede ham på vej ud af retsbygningen. Hvordan de frikendte siden levede videre, betalte deres skatter og afdrag og undlod at tale mere om sagen. Hvordan han selv mistede sin uskyld den dag og for første gang erkendte, at ingen sag er enkle. De andre fortællinger handler om hustruvold, vold i al almindelighed, pædofili, incest, narko, kriminalitet i det hele taget – sager for forsvarsadvokater – og så godt som alle er velfortalte, sjælerystende og fængslende. Men sjælerystende er egentlig også det gennemgående, om end subtile fokus på spørgsmålet om, hvorvidt det i en retssag primært handler om at forsvare den sigtede eller om at få sandheden frem. Flere af historierne efterlader det indtryk, at sandheden ikke for forsvarsadvokaten er det vigtigste.

*** / Forlaget Gyldendal / 158 sider