Man fornemmede, at der blandt personalet på forhånd herskede respekt for den polske pianist og svenske kontrabassist, der klokken tyve skulle indtage den lille intimscene. Man kunne aflæse selvsamme respekt i jazzhusets folder, hvori Mozdzer og Danielsson blev beskrevet som henholdsvis ”stjernepianist” og ”superbassist”. Man kunne endda fornemme, at publikum befandt sig i en eller anden, helt særlig form for intens, aktiv venten, som syntes at bekræfte, at der var overensstemmelse mellem folderens prædikater og publikums forventninger.

Der var med andre ord noget at leve op til for polakken og svenskeren, som – p.g.a. fyldte kalendere, geografiske afstande m.m.m. – sjældent optræder sammen, live.

Det interessante er, at de to jazzmusikere i løbet af få minutter formåede at overbevise om, at de ville leve op til forventningerne. Helt ærligt: Deres fælles koncert blev en imponerende, noget nær uforglemmelig oplevelse.

De har lavet to plader sammen – Pasodoble og Tarantella – plader, der rummer flere stjernestunder og fortjener et stort publikum – p.g.a. af den tekniske ekvilibrisme og det kunstnerisk høje niveau.

Pladetitlerne? Ja, Pasodoble er en fransk / spansk dans, der forbindes med tyrefægtning. Danseparret består af en matador og hans røde kappe, hvorimod tyren er imaginær. Tarantellaer en italiensk dans, der forbindes med ekstase og en heling af psykiske forstyrrelser, fremkaldt af en giftig edderkops bid.

Hvem af de to på scenen, der torsdag aften var matador henholdsvis kappe, mand henholdsvis kvinde, forblev uklart. Men ingen, der oplevede koncerten med Mozdzer og Danielsson, kunne undgå at se samspillet som én lang, inciterende dans.

”Dansen” tog sit afsæt i materialet fra de nævnte plader, men der åbnede sig også i live-situationen en mulighed for at improvisere, hvorfor ”dansen” det ene øjeblik fremstod romantisk, det næste udfordrende og ekstatisk. De to ”dansede” simpelthen med hinanden på et højt kunstnerisk niveau. Også fordi den tekniske formåen var i top.

Første sæt besad en magnetisk kraft med numre som Pasodobleog Eja mitt hjärta. Men dét sæt var alligevel for intet at regne sammenlignet med andet sæt, der med numre som Tarantella og Prado formede sig som en kunstnerisk magtdemonstration af de noget nær uforglemmelige.

Det der udgik fra ”stjernepianisten” og ”superbassisten” var rendyrket spilleglæde: glæde – formodentlig – over selv at være del i et arrangement, hvor alt gik op i en højere enhed og den vertikale forbindelse til noget andet og større næsten materialiserede sig.

Så magnetisk, kunstnerisk stærk og fokuseret var de tos intimkoncert, at det virkede som helt naturligt, at de to sluttede af med en versionering – på klaver og kontrabas vel at mærke – af Nirvanas Smells Like Teen Spirit.

*****