Hvordan det var lykkedes Ane Trolle at blive en del af Vinterjazzfestivalens program er for mig uklart. Men var jazzpolitiet kommet forbi, da hun gav sin koncert i Studie 2 fredag aften, er jeg sikker på, at der var blevet udskrevet en ordentlig bøde. For dét, der kom fra scenen, havde intet med jazz at gøre.

Nu var jazzpolitiet der ikke, mig bekendt. Og protester fra publikum hørte man heller ikke. Faktisk virkede det som om, publikum vidste, hvad det var, de havde købt billet til, for der var ingen forundret bladren i festivalprogrammet, da Ane Trolle gik i gang. Selv om der måhave været nogen, der på forhånd har undret sig over kombinationen af Ane Trolle og Vinterjazzfestivalen.

Nuvel. Folk var glade. Og med god grund. For Ane Trolle bemægtigede sig scene, mikrofon og studie med en troværdighed og fylde, der var respektindgydende.

Hun åbnede koncerten med nummeret, Dead Soul, fortsatte med Every Reason Not To og Rooftop, og slog for alvor benene væk under mig, da hun med The Remedi slog fast, at det var materiale fra soloalbummet, Honest Wall, der ville udgøre fundamentet i aftenens indie-koncert.

Det interessante ved sangerinden er, at hun er en fortæller. Både som sangskriver og sanger og sceneoptrædende. Hun formår især at formidle følelser! Det er dét, der gør hende så troværdig på scenen. Hendes materiale og hendes tilgang til selvsamme er stemningsmættet, flerdimensionel og på en gang kompleks og enkel. Hun lægger et niveau og følger sensibelt op, så stemningen forbliver i fokus, uanset om hun begiver sig ud af meget mørke, yndigt oplyste eller virkeligt stenede veje.

Hvad dét angår er en hun en sjælden fugl på den danske musikscene. Hun er, for mig at se (og høre), en rigtig indie-kunstner.

Koncerten havde masser af højdepunkter og ét lavpunkt. Det indfandt sig, da hun som ekstranummer begav sig ud i en versionering af Gnarls Barkleys Crazy. Dét nummer / dén versionering fremstod endimensionel i forhold til Ane Trolles øvrige / eget materiale.

****