MUSIKANMELDELSE Moppa Elliott er indbegrebet af det, man kalder en ”rising star”. Vel er han 40 år, men det er ikke uden grund, at den amerikanske bassist, komponist og arrangør i 2017 og 2018 er blevet DownBeats ”Rising Star Composer”, ”Rising Star Bassist” og ”Rising Star Arranger”. Lyt engang til hans nye tredobbelte album (på vinyl – på CD er materialet samlet på to skiver) – Jazz Band, Rock Band, Dance Band – og du vil forstå, hvorfor (selv om jeg personligt keder mig en anelse under lytningen). Den vidtfavnende musiker optræder her med tre orkestre, jazzorkestret Advancing on a Wild Pitch, rockorkesteret Unspeakable Garbage og danceorkesteret Acceleration Due to Gravity. Udgivelsen giver (det ligger næsten i kortene) adgang til at høre, hvor vidtfavnende et interesse- og virkefelt, Moppa Elliott har. Det kan godt være, at han oprindeligt er rundet af navne som Cecil Taylor, John Coltrane og Igor Stravinsky, men selv folder han sig ud i mange andre retninger og genrer – og det med tilsyneladende lethed. Jazz Band, Rock Band, Dance Band byder både på velturneret swing, jazzrock og dancejazz.
*** / Hot Cup Records / 112 min.