MUSIKANMELDELSE Man fristes til at svinge sig op på den store klinge og kalde dette projekt og album ”europæisk”. For Mare Nostrum er vitterlig europæisk jazz på højt niveau – fremelsket af en konstellation bestående af tre af den europæiske jazzscenes stærkeste kort pt.: den italienske trompetist, Paolo Fresu, den franske harmonikavirtuos, Richard Galliano, og den svenske pianist, Jan Lundgren. De tre har spillet sammen i tolv år, har hver især stor rutine og tyngde, tilsammen en uhyrlig sum af kvaliteter – teknisk såvel som kunstnerisk. Og dét understreger dette deres tredje album bare. Fra start var det deres idé, at indspille en trilogi – d.v.s. en plade i hvert medlems land – hvorfor man også kan frygte, at III bliver det sidste fra trioens side. I udkom i 2006, II i 2016. III er melodisk, lettere nostalgisk og melankolsk, nedtonet – smukt, kort sagt. Og så rummer det både egne numre og arrangementer over kendte soundtracks. Musikken er klart moderne, jazzet, men rummer også elementer af især folk. Og så dækker den stilmæssigt hele det europæiske kontinent.
**** / ACT Music / 61 min.