Den amerikanske kontrabassist, Marc Johnson, og hans brasilianske kone, pianisten Eliane Elias er populære i Danmark. Så populære, at deres koncert var den, af de 300 under Vinterjazzfestivalen, der først blev udsolgt.

Johnsson og Elias er da også helt utvetydigt to forrygende musikere, så sammenfaldet kan tages som udtryk for, at det danske jazzpublikum er kvalitetsbevidst.

For få måneder siden udgav de – med trommeslageren Joey Baron og saxofonisten Joe Lovano som sidemen – et album med titlen Swept Away. Albummet blev af undertegnede beskrevet som ”et uhyre inciterende, fascinerende og smukt, melodisk, instrumentalt jazzalbum, der vidner om, at der findes musikalske soulmates derude.”

Der var intet omkring albummet, der tydede på, at parret – efter tyve år – var færdige med hinanden endsige færdige med at udforske den verden, de har til fælles – i og med musikken. Johnson og Elias mestrede samspillet til det eminente – uanset om de i enkeltnumre udgjorde en duo eller i andre inkluderede Lovano og Baron. Musikken på albummet var inciterende og fascinerende.

Derfor var det også med store forventninger, jeg indfandt mig til koncerten med Johnson og Elias i Copenhagen Jazzhouse.

Koncerten var i Vinterjazzfestivalens program blevet lanceret som ”Marc Johnson ”Swept Away” w. Eliane Elias & Joe LaBarbera”. Underforstået: som en koncert med Marc Johnson trio, der (primært) ville spille materiale fra det nye album. Og dét glædede mig.

Vinterjazzfestivalens musikchef, Kenneth Hansen, gik lørdag aften på scenen og præsenterede orkesteret som Marc Johanson Trio. Så Hansen understøttede forestillingen om, at Marc Johnson ville indtage scenen og gelejde sine sidemen gennem materialet fra Swept Away.

Marc Johnson er trods alt en kapacitet som komponist, kapelmester og musiker. Han har spillet med Bill Evans, Bill Frisell og John Scofield og mange, mange andre og selv skrevet og forløst megen suveræn jazzmusik.

Men koncerten i Copenhagen Jazzhouse kom til at forme sig anderledes end ventet! Johnsons jubelglade ægtefælle, Elias, bemægtigede sig nemlig anførerbindet efter bare fem minutter. Johnson nåede kun at præsentere sine to ”sidemen” – herunder Elias som ”my wife in crime” – før han opgav hvervet som anfører og overlod anførerbindet, scenen og mikrofonen til fruen.

Hvis det at være soulmates indebærer, at man optræder som ligestillede partnere og udviser respekt for hinandens styrker og svagheder, så var der noget i dén balance, der røg sig en tur lørdag aften. For vel er Johnson af natur mere ydmyg end fruen, men det, der på forhånd havde set ud som en lovende jazztriokoncert med en ydmyg kapacitet som kapelmester og nogle andre kapaciteter og temperamenter som sidemen, blev en koncert med en (alt for) dominerende frue og to statister.

Vel har både Marc Johnson og Joe LaBarbera en fortid som sidemen hos Bill Evans. Men allerede med koncertens andet musikstykke overtog den dominerende frue koncerten med det, der fremstod som hendes hyldest til Bill Evans. Hun gik så at sige solo i ren begejstring.

Eliane Elias udgav for fem år siden et i øvrigt fremragende album, Something For You, der var formet som en hyldest til Bill Evans. Fra dét spillede hun – og hendes to statister – Bill Evans Five. Selv om nummeret lørdag aften blev forløst til UG, markerede dét – og Elias’ efterfølgende bemægtigelse af mikrofonen – en magtforskydning af de mere irriterende.

Fra dét øjeblik stod det nemlig klart, at det ikke var Marc Johnson Trio, men Eliane Elias Trio, der optrådte i Copenhagen Jazzhouse.

Meget sigende sagde Marc Johnson til publikum, da han allernådigst fik tildelt taletid forud for koncertens sidste nummer: ”Det er sjældent, jeg har mikrofonen, men når jeg nu har den, vil I så klappe af Eliane Elias og Joe LaBarbera?”

Vel var der højdepunkter i løbet af aftenens koncert. Højdepunkterne indfandt sig især i Johnsons soli. Og for så vidt også i Elias’ soli. Men vel at mærke ikke i samspillet, som ellers kendetegnede Swept Away.

Højdepunkter var der også i kompositionerne, hvoraf mange – f.eks. One Thousand And One Nights og B Is For Butterfly – kan tilskrives Elias. Der er, med andre ord, intet at udsætte på Elias’ kunstneriske formåen. Men lørdag aften blev hun så dominerende, at de andre åbenlyse kapaciteter på scenen, ikke fandt fornøden plads til at udfolde deres potentiale. Og dét var ærgerligt. For helheden.