Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Musikere stjæler med arme og ben. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. De lytter, finder inspiration og brygger videre. Således også den amerikanske jazzpianist Bill Carrothers. Ganske vist skriver han på bagsiden af coveret til sit soloalbum, Family Life, at han selv har komponeret 14 af de 15 numre. (Det femtende, Harbor Lights, er skrevet af H. Williams og J. Kennedy).
Men det er en sandhed med modifikationer, for uanset om han kreerer sit eget potpourri over Scarborough Fair, så er forlægget en traditionel britisk sang, som for snart fem årtier siden blev ”udødeliggjort” af Simon & Garfunkel.
Uanset ”tyveri” og ”lån” fremstår Bill Carrothers med Family Life imidlertid som en jazzpianist, der både kan skabe melodilinjer og genskabe eksisterende. Han søger det harmonisk melodiske og skaber dermed et umiddelbart tilgængeligt, gennemgående enkelt, ofte gribende univers. Et nummer som Bud And Bunny er som en vuggevise. Og dét er måske meget sigende. Der er noget fint, men også kontrolleret og næsten ufarligt over mange af de harmoniske konstruktioner, Bill Carrothers fremmaner. Men gennemgående er Family Life et smukt og gribende soloalbum.
****
Pirouet Records
65 min.
Comments are closed.