Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk og i tidsskriftet CULTURES #8
Der er noget forfriskende voldsomt, uimponeret og ramponeret over polske Niechecs upbeat jazzalbum. Kvintetten rusker således på instrumentalalbummet, Smierc w miekkim futerku, godt og grundigt op i enhver antydning af pæn overflade og efterlader seriøse ridser i lakken. Og dét vel at mærke på en så hårdhændet vis, at alene de fem musikeres tilgang til musikken indgyder respekt, for ikke at sige frygt og bæven. Smierc w miekkim futerku er godt produceret og har klart fokus på de enkelte instrumenters og orkesterets maksimale effekt. De enkelte instrumenter fremstår med andre ord præcis så markante i klang og volumen, som man kan forestille sig – uden at samspillet sættes over styr. Kvintettens tilgang til musik – ja, hele dens håndtering af genren – er umanerligt forfriskende og velgørende. Og det uanset om den agerer indenfor subgenrerne contemporary, nujazz eller dub. Albummet fremstår som ét næsten provokerende sammenhængende, organisk hele. Niechec er således et af de mest fascinerende nye jazzfænomener, jeg i de senere år er stødt på!
****
Wytwórnia Krajowa / EMI
40 min.
Comments are closed.