MUSIKANMELDELSE Denne sydkoreanske konstellation overbeviser med sit usædvanlige miks af sfærisk powerjazz og sart, lyrisk og drømmende jazz. Kvartetten er oprindeligt en duo bestående af tenorsaxofonisten / basklarinettisten, Sungjae Son, og guitaristen, Suwuk Chung. Men de to har udvidet til en kvartet med vokalisten / percussionisten, Yulhee Kim, og trommeslageren, Soojin Suh. De fire – foruden Sori Choi på traditionel, koreansk slagtøj – har skabt et lydlandskab, der nok matcher ECM’s profil, men som samtidig er fremmedartet og eksotisk, sine steder ret traditionel, sine steder decideret avantgardistisk. Gennem det meste af materialet svæver Yulhee Kims næsten hypnotiske vokal, i et nummer som Galggabuda næsten messende, meditativ. I andre svæver den som klagende, vemodig – men hele tiden med saxofonen, klarinetten og guitaren som behagelig modvægt. Fem numre er originale, skrevet af Son, tre er traditionelle, men alle smelter sammen til en organisk helhed, der er imponerende. Et nummer som Garam giver f.eks. associationer til nogle af Jan Garbareks udtryk, men er samtidig helt sit eget – et både begavet og gribende musisk udtryk.
***** / ECM Records / 37 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES