BOGANMELDELSE Nils Kjølsen (f. 1930) er københavnerdreng – født og vokset op i Nyboder som søn af en søofficer. Faderen blev i 1939 valgt til posten som marineattaché ved det danske gesandtskab i Berlin, her fulgte familien med. Siden, da Tyskland begyndte at optræde som aggressor, vendte familien tilbage til Danmark, hvorfra den siden måtte flygte til Sverige. Fra 1946 var faderen i en fire-årig periode marineattaché i Washington DC, men i de fire år familien boede dér, måtte Nils tage til takke med et studenterkursus på Sorø Akademi. Ikke desto mindre blev unge Nils Kjølsen en dreng med en større horisont end det lave byggeri i barndommens gade, Krokodillegade i Nyboder.

Efter sit ophold på akademiet og en tid i marinen begyndte han på et studie på Landbohøjskolen i København, og i 1956 dimitterede han som forstkandidat med det umiddelbare mål at få ansættelse i det danske statsskovbrug, men da skovdirektoratet ikke dengang antog kandidater direkte fra uddannelsesinstitutionen, måtte Kjølsen finde en omvej. Dén fandt  han i Ghana i Vestafrika – via en ansættelse som ’assistant conservator of forests’ under det britiske Gold Coast Local Civil Service.

Det Afrika, han indtil da primært kendte fra Karen Blixens forfatterskab, blev med ét ”hans eget” Afrika. Han opholdt sig i Ghana i to-tre år, før han for en længere periode vendte tilbage til Sverige og Danmark. I 1980 fik han atter arbejde i Afrika – denne gang i Mozambique – som konsulent for et svensk / finsk konglomerat. Siden fik han ansættelse i Laos og siden igen flere konsulentansættelser i forskellige lande i Afrika og Asien.

I selvbiografien, Syd for Sahel – en skovmands strejftog, skriver han nok om barn- og ungdommen i København, Berlin og Sorø, men først og fremmest skriver han om den voksne forstkandidats første ophold i Afrika, syd for Sahel, og det på en sådan måde, at man ikke er i tvivl om, at opholdet antændte en varende kærlighed til kontinentet.

Set i lyset af, at Nils Kjølsen er født i 1930 og således har mange årtier på bagen, kan det dog undre, at de første få år i Afrika fylder så uforholdsmæssigt meget i selvbiografien, men det må være kærligheden til kontinentet – og glæden over det voksne menneskes første formative ansættelse – der gør, at proportionerne er blevet, som de er. Hvis ret skal være ret, må jeg da også sige, at selvbiografien virker gennemarbejdet – jeg bliver i hvert fald ikke irriteret undervejs i læsningen, selv om bogen helt åbenlyst er skrevet af et menneske, der gør status uden at være vant til den metier. Bogen er ikke vigtig! Men den er trods alt skrevet så godt, at selv læsere, der ikke er blodsbeslægtet med forfatteren, kan have glæde af at læse den. Den dvæler ikke unødigt ved ligegyldigheder, er hurtigt læst og blotlægger netop en varende kærlighed til det afrikanske kontinent – og metieren.

** / Skriveforlaget / 124 sider / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES