BOGANMELDELSE StoryHouse er et nyt, lille imprint under et af Danmarks største forlag, Lindhardt & Ringhof. StoryHouse udgiver non-fiktion og fokuserer især på udgivelse af biografier, bøger om populærhistoriske begivenheder og bøger om aktuelle samfundsemner (ikke at forveksle med debatbøger).
Lindy Lillelunds bog om sit frivilligjob som sygeplejerske i krigshærgede lande er en forlagets første – om end Mellem liv og død snarere er let bearbejdede dagbogsnoter fra et antal udsendelser som frivillig (for Røde Kors i Afrika, Asien og Mellemøsten) end en egentlig bog.
Det, for denne læser, overraskende er, at Lindhardt & Ringhof tillader StoryHouse at udgive en bog, som nok er i fine gevandter, stift bind og behørigt smudsomslag, men som stadig er uredigeret, ubearbejdet og ufærdig. For dét lover ikke godt for de kommende udgivelser.
Grammatisk er Lindy Lillelunds bog præget af åbenlyse fejl – sproglige kvababbelser og uudfoldede sprogbilleder. Og det er så, hvad dét er. Noget andet og langt værre er, at hverken forfatter eller redaktør tilsyneladende har gjort sig tanker om pointen. Altså: Hvad er tanken med bogen? Skal den bare ses som en sammenskrivning af dagbogsnoter? (Det er det, den er!) Eller har forfatteren (eller forlaget for den sags skyld) haft et andet og større mål? Et ønske om at skrive sig frem til en forståelse af noget? Sig selv? Jobfunktionen? Forholdet mellem den udsendte / privilegerede og den nødstedte / arme? Fattigdommens uvæsen? Krigens uhyrlighed? Svigtet? Svaret er: Det synes ikke at være tilfældet.
Bogen er ikke vinklet, og det efterlader læseren som vidne til en række historier, der ret beset er som uddrag af mails til dem derhjemme.
Vel er der dækning inde i bogen for det, der står på bagsiden om, at ”Mellem liv og død er en tankevækkende, åbenhjertig og ærlig fortælling, der går tæt på hverdagen som udsendt. Både de gode dage med liv og håb – og de svære dage ansigt til ansigt med andre menneskers ulykker.” Men bogen består ikke desto mindre af tomme kalorier.
Om en udstationering i Kandahar-provinsen i Afghanistan skriver Lindy Lillelund for eksempel, at…
”Compounden, som vi bor og arbejder i, er enorm (…) Vi er i alt 17-19 internationale delegater fra fx Australien, Filippinerne, Peru, Europa, Mellemøsten. Jeg er blevet indplaceret i ’Yellow House’. OK værelse, heldigvis med eget bad. Maden er fin og i rigelige mængder (…) Mit hoved skal lige tunes ind på det engelsk, som tales her, og det kan være lidt vanskeligt at få det hele med i starten. Sådan oplever jeg det hver gang, jeg begynder en mission, for der er altid en bestemt accent og talemåde, tilknyttet hvert land. Det virker dog som OK folk, jeg skal samarbejde med.”
Altså – hvor interessante er de oplysninger? Hvor magnetisk er sproget? Og hvad betyder ”OK”?
Forfatter og forlag lever ganske enkelt ikke op til reportagens mest grundlæggende regel: Don’t tell it, show it! Og dét gør Mellem liv og død til en flad, kontrastløs og uinteressant bog – for alle andre end forfatterens familie, dem derhjemme.
** / Forlaget StoryHouse / 154 sider / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES