Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Kontrabassisten, Hugo Rasmussen, er en institution. Kendt for sin kunstneriske integritet, sin musiske spændvidde og i øvrigt sit gode humør og uhæmmede skæg- og hårvækst.
Han har spillet med Ben Webster, Dexter Gordon, Horace Parlan, Kenny Drew, Roy Eldridge, Johnny Griffin, Coleman Hawkins, Betty Carter og Marc Ducret. Blandt mange andre. Og hertil – det halve Danmark.
Han har været aktiv i årtier. Stået på scenen utallige gange. Og har taget del i mere end 800 indspilninger. Men sjældent har han udgivet noget i eget navn, og derfor er der grund til at hæfte sig ved dette nye album – et af de få i Hugo Rasmussens eget navn.
Hugo… Partly Live er indspillet med to konstellationer, men består – uanfægtet heraf – primært af bearbejdede swing-klassikere som Basin Street Blues, Something To Live For og I’ll See You In My Dreams.
Men selv om – eller måske netop fordi – albummet primært består af klassikere, kommer de – enkeltvis og tilsammen – til at fremstå som forudsigelige og uinteressante. For vel er der sublime enkeltpræstationer undervejs, men som helhed betragtet er og bliver Hugo… Partly Live et lidt kedeligt album.
***
Stunt Records / Sundance
57 min.
Comments are closed.