KONCERTANMELDELSE I 2017 udgav den danske jazzpianist, Carsten Dahl, og den norske folkesangerinde, Torhild Ostad, overraskende et minimalistisk, raffineret og poetisk, næsten sakralt duoalbum med titlen, Jeg roper til deg. Albummet udkom 21 år efter, at Torhild Ostad sidst udsendte et album.

Hvorfor der skulle gå så mange år, fortabte sig i det dunkle, men da sangerinden (ved en tilfældighed?) havde hørt Carsten Dahl i Rainbow Studiet i Oslo, var hun sikker: Det var ham, der skulle være hendes rejsekammerat udi forløsningen af det tekstmateriale, hun havde brugt så mange år på at fremelske. Torhild Ostad fornemmede ganske givet, at Carsten Dahl som musiker var i stand til at forstå og koble sig på både de smertelige og spirituelle lag i hendes sange.

Efter to dage sammen i studiet var Jeg roper til deg optaget. Og heldigvis for det, for det meget personlige, poetiske og på én gang traditionsbundne og fornyende, vemodige og vigtige vokaljazzalbum, de 21 modningsår og 2 studiedage mundede udi, er et respektindgydende, vertikalt værk.

Søndag eftermiddag optrådte de to for første gang sammen i København – selvfølgelig med materialet fra Jeg roper til deg. Og meget passende var deres optræden henlagt til Christians Kirken på Christianshavn – et venue, der kunne stå mål med materialets sakrale dimension, og som oven i købet og med en god lydteknikers mellemkomst kunne sikre en eminent lyd. Eneste ærgrelse (for denne anmelder) gik på, at der ikke var stuvende fyldt. Men dét skyldes sikkert det faktum, at Torhild Ostad – trods sine åbenlyse kvaliteter – er ukendt her til lands.

Ikke desto mindre greb sangerinden fra første tone undertegnede og mange andre blandt publikum om hjertet med sine klare, nøgne og blå toner. Og pianisten? Han akkompagnerede helt ubesværet sangerinden med et tilbageholdende anslag og melodier af den meget minimalistiske, men også meget gribende slags.

Og fascinerende nok – som på albummet – var de tos sammenspil stærkt! For dem, der ikke i forvejen var religiøse, var koncerten som et springbræt, der gav adgang til højere luftlag – eller for den sags skyld: dybere indsigter.

Koncerter var opdelt i tre afsnit med sange fra albummet. Imellem afsnit 1 og 2 og siden afsnit 2 og 3 soloimproviserede Carsten Dahl. Og det gjorde han naturligvis med vanlig sans for det dramatiske – selv om dramaet var som en anelse ude af kontakt med det sjælelige i sangene. Han landede begge gange overskudsbetonet og afklaret på benene, klar til at genindtage rollen som akkompagnatør og medskaber af de klangflader, der greb den enkelte om hjertet. Og så skabte de to ellers igen en form for kunst, som aftvang respekt. Nok indsneg der sig et element af monotoni midt i koncerten, men budskabets og sammenspillets dybde og karakter overvandt den og gjorde de afsluttende strofer helt fantastiske.

**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk