MUSIKANMELDELSE Polske Sebastian Zawadzki er pianist og komponist, uddannet bl.a. fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og fra Musikkonservatoriet i Odense. Han bor i Danmark og ernærer sig her bl.a. ved at undervise unge, men – som det hermed fremgår – han er også selv en skabende kunstner. Og Norn, hans nye album, er et vitterligt et kunstnerisk, drømmende, musisk værk fra grænselandet mellem den minimalistiske kammerjazz, den lige så minimalistiske, klassiske kammermusik og den moderne ambient. Når jeg hører hans album, tænker jeg uvilkårligt, at han har hentet inspiration hos navne som Lambert, Max Richter og Philip Glass. Hans musik er, som deres, næsten filmisk, i hvert fald emotionel og sansemættet. Den er monoton, men også magnetisk. Norn er 11 stykker musik for soloklaver akkompagneret af en strygekvartet. Og sammenspillet – soloarbejdet og strygeakkompagnementet – virker gennemtænkt, gennemarbejdet og gennemført. Udtrykket eminent. Sjælen rystet.
**** / Sebastian Zawadzki Music / 58 min.