MUSIKANMELDELSE Den entreprenante og vidtfavnende, canadiske jazzkomponist og -saxofonist, Johnny Griffith, har fortjent vundet flere Juno Awards – Canadas fornemmeste musikpris (svarende til USA’s Grammy Awards). Han har spillet med et hav af store, nutidige navne – bl.a. Charlie Hunter, The Wailers og Laila Biali. Og så har han i eget navn turneret heftigt i hjemlandet, USA og Europa. Men noget af det mest interessante fra hans side pt. er alligevel arbejdet med kvintetten, men hvem han nu udsender sit andet album, The Lion, Camel & Child. Musikken på albummet er fascinerende smuk, kompleks og alligevel rørende poetisk. Nok ekspressiv og teknisk sammensat, men også kunstnerisk åben og tilgængelig. Især hæfter jeg mig ved den tilsyneladende ubesværede, legende og åndfulde musiceren, ved Griffiths åbenlyse musikalitet og udtryksstyrke og ved det let flydende sammenspil de fem musikere imellem. Især nyder jeg 2. del af den suite, der har lagt navn til albummet. Dén del hedder Camel og swinger vanvittig godt i grænselandet mellem jazz og indiepopfunk.
**** / GB Records / 61 min.