MUSIKANMELDELSE Det har været en fascinerende lille forsamling af aldrende jazzvenner, der i august 2013 sammen gik ind på scenen i Millenium Park under Chicago Jazz Festival. Ind gik trommeslageren Jack DeJohnette, saxofonisten Henry Threadgill, saxofonisten Roscoe Mitchell, pianisten Muhal Richard Abrams og bassisten Larry Gray. (Man tør ikke tænke på aldersgennemsnittet!) Heldigvis for os, der ikke var tilstede, blev koncerten optaget, og nu foreligger live-albummet så, Made in Chicago, hvorved det står klart, at de fem, trods en fremskreden alder, tænker ud af boksen og er alt andet end konforme. DeJohnette, Mitchell og Threadgill var i 1962 klassekammerater på Wilson Junior College i Chicago. Det var der, de tre i sin tid begyndte at spille sammen. Og der Abrams sluttede sig til dem. Nærværende live-album er med andre ord indspillet mere end 50 år efter, at de tre, snart fire med energi og entusiasme begyndte at jamme og efter et par år skabte The Association for the Advancement of Creative Musicians. Lytter man til de fems eget live-album, forstår man deres optagethed af musisk kreativitet. For musikken på Made in Chicago er sindssygt kreativ, vital og levende. Den er delvist komponeret, men for det meste improviseret og dette sidste smitter af på det samlede udtryk, der må genrebetegnes som freejazz fra øverste hylde.
***** / ECM Records / 78 min.