KULTUR/MUSIK ”Husk, det handler ikke kun om, hvad du kan gøre for jazzen, men også om, hvad jazzen kan gøre for dig”. Igen i år legede aftenens vært, Morten Lindberg alias Master Fatman / Tykmesteren med dén sætning. Igen i år improviserede han sig igennem prisshowet, Danish Music Awards Jazz, som han har gjort det så mange gange før – med elegance, vid og humor. Og igen i år viste jazzen sig fra sin vidtfavnende side – både i kraft af de nomineredes og i kraft af de sceneoptrædendes spændvidde.
Blandt de mest markante optrædener var Phronesis’ og Jytte Abildstrøms. Førstnævnte optrådte med et vitalt stykke triojazz, sidstnævnte med et uregerligt savblad (som akkompagnement til musik fra et gammelt kassettebånd).
Otte priser blev uddelt, heriblandt den nyindstiftede pris, JazzDanmark Prisen, som fremadrettet gives til initiativtagerne til musikalske projekter, som gør noget særligt for at gentænke koncertformatet og konkret arbejde med publikumsudvikling.
Det hele blev transmitteret live af både TV2 Lorry og P8 Jazz.
Vinderne af DMA Jazz 2018 var:
Årets Danske Jazzudgivelse: Frands Rifbjerg Quintet for ‘Songs and Melodies’
Årets Danske Jazzkomponist: Fredrik Lundin for ‘5 Go Adventuring Again’
Årets Danske Særudgivelse: August Rosenbaum for ‘Vista’
Årets Danske Vokaljazzudgivelse: Kira Skov for ‘The Echo Of You’
Årets Nye Danske Jazznavn: Aloft Quartet for ‘First Year’
Årets Børnejazznavn: Flensborg/Venndt Duo
JazzDanmark Prisen: Krydsfelt – På Tværs af Musikken med Mads Mathias og Joakim Moesgaard
P8 JAZZ Prisen: Ilse Vestergaard fra Aarhus Jazz Festival