MUSIKANMELDELSE The Space er et fornemt soloudspil fra den amerikanske jazzpianist, Kenny Werner, som blandt andre har spillet med Toots Thielemans og Joe Lovano (og herhjemme i et hav af konstellationer med Benjamin Koppel). Men det helt afgørende vedrørende The Space er netop, at dét er et soloprojekt, og at albummets titel skal tages bogstaveligt. Kenny Werner udforsker på albummet nemlig især pauserne, tidsrummet mellem to toner eller anslag. Selv siger han i det pressemateriale, der følger albummet, at The Space ”er den vigtigste titel, jeg nogensinde har hæftet på min musik”. The Space handler for Kenny Werner om ”at være i momentet, tilfreds med det, der er netop dér”. Og netop når jeg lytter til titelnummeret, forstår jeg ham. Nummeret, der er næsten 16 minutter langt, er i stil og kvalitet næsten på niveau med Keith Jarretts bedste solopartier. Interessant nok tager Kenny Werner da også på albummets 2. skæring livtag med Keith Jarretts Encore fra Tokyo! Men, selv om der er variationer, fremstår albummet som en helhed, der emmer af pianistens evne til at lytte sig ind på og tillade små forskydninger, der kan ændre helhedens retning.
***** / Pirouet Records / 54 min.