MUSIKANMELDELSE Den danske singer-songwriter, Mette Kirkegaard, har tidligere udgivet singler, EP’er og albums. Og nu er hun her så igen – med sit tredje americana-album, Simple Matters – der fremstår som hendes bedste og mest stilsikre til dato. Det står dermed klart, at Kirkegaard både som sangskriver og udøvende sanger er modnet og har styrket sit fokus. Hun har altid fremstået dedikeret – som én, der brændte for og virkelig ville sin metier – men med Simple Matters, har hun også fundet ind til rødderne og skrevet og indsunget nogle numre, der har en anderledes dyb tekstuel og kompositorisk tyngde. Stadig er vi i melankoliens mørke, men Kirkegaard får os også videre derfra – ligesom sandsynlige forbilleder som Joan Baez, Carole King og Joni Mitchell fik deres lyttere til at se lys for enden af tunnellerne. Bedst på Simple Matters fungerer enkle, næsten minimalistiske numre som Foreign Pines og I’m Alive. Sidstnævnte nummer var første single fra albummet – men begge er sanseligt smukke, stilfærdige ballader med lyrisk fine tekster og fine forløsninger med vokal og akustisk guitarakkompagnement. Især sidstnævnte har noget tidløst, langtidsholdbart og dragende over sig.
**** / Trubadur Records / 43 min.