MUSIKANMELDELSE Der er en fascinerende kunstnerisk og teknisk tyngde over musikken på Dream Logic Project. Og det selvfølgelig både i kraft af, at den canadiske kapelmester, saxofonist og komponist, Scott Marshall, har skrevet otte glimrende musikstykker, men også i kraft af at han sammen med sine tre sidemen – guitaristen Mike Rud, pianisten David Restivo og bassisten Dave Young – forløser materialet så åbenlyst eminent. Jeg bliver gang på gang – undervejs i aflytningen – fascineret af både sammenspillet de fire imellem og af deres respektive enkeltpræstationer og soli. Jeg bemærker selvfølgelig, at der ikke er trommer i lydbilledet, men samtidig også at musikken rent rytmisk forløses så godt. Det, at Marshalls saxofon sammen med guitaren danser så scenevant på fundamentet, udløser for eksempel respekt. Jeg forstår således, hvorfor Scott Marshall med sin moderne, melodiske instrumentaljazz kalder albummet sit Dream Logic Project. Musikken er stringent logisk og samtidig vævet ind i en drøm, der for kapelmesteren netop må være som en drøm.
**** / SMT Music / 49 min.