MUSIKANMELDELSE Den dansk/færøsk/islandske jazzbassist og –komponist, Richard Anderssons NOR, er en godt sammensat trio, der – udover kapelmesteren – består af Oskar Gudjónsson på saxofon og Matthias Hemstock på trommer. Trioen så dagens lys i 2013, pladedebuterede i 2017 og udsender nu atter nyt – albummet, The Six of Us – der musisk ligger som i forlængelse af debuten. Musikken er instrumental jazz af en nedtonet og blåtonet art. Lydlandskabet er fascinerende, lettere akavet (på grund af instrumenteringen) og klart uhøjtideligt. Musikken er forfriskende uprætentiøs; hvert eneste nummer som én afrundet fortælling – med en klar begyndelse, midte og slutning. Teknisk er alt i orden, men kunstnerisk fornemmer man også en modning siden sidst. Der er således en større tyngde, ro og træfsikkerhed i trioens minimalistiske kunstformidling – og dét gør musikken ekstra interessant. Stadig er der strejf af avantgarde over den, men også noget mere stringent og stramt, og det er dette sidste, der gør, at musikken forekommer mere modnet.
**** / Hobby Horse Records / 45 min.