Liive live i Hotel Cecil

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

KONCERTANMELDELSE    Live Foyn Friis er en norsk sangerinde, sangskriver og musikentreprenør, som optræder under flere forskellige navne, i flere forskellige sammenhænge og med flere forskellige slags musik. Hun udspringer af jazzen, men optræder også – under navnet, Liive (med dobbelt i) – med en særegen elektronisk funderet form for velturneret pop. Liive – sangerinden og hendes tre sidemen – ”pladedebuterede” i 2017 med singlen, København – men et helt album med konstellationen er på trapperne, og det var formodentlig for at markere dét, at ”orkesteret” optrådte i Hotel Cecil i København – om end albummet endnu ikke var tilgængeligt og en udgivelsesdato endnu ikke fastlagt.

Det fascinerende ved Live Foyn Friis – også i udgaven Liive – er, at sangskriveren fremstår som lyrisk begavet, at sangerinden fremstår som overskudsbetonet, vidtfavnende og sikker, og at orkestreringen fremstår som velproportioneret. De enkle, men så absolut velfungerende tekster – uanset om disse så er ligefremme eller bagvendte – taler direkte til både hjerte og intellekt, og musikken og arrangementerne taler direkte til bevægelsesapparatet. Jeg bliver for eksempel ført med ind i Liives univers, når hun i et nummer som Dødsgla synger om den både sammensatte og ligefremme glæde ved at møde smil. Jeg er ved hendes side, når hun i et nummer som Søndagschill synger om trangen til at tilbringe en søndag i off-mode. Og jeg rives med, når hun i et åbenlyst dansehit som Enough inviterer op til dans.

Live Foyn Friss favner både balladen og den noget-nær-poppede mainstream, hun favner det inderlige, det opulente og det effektive. Og alt – på en meget troværdig vis.

Jeg tror således både på hendes livsglæde, på hendes tungsind, på hendes dans og på hendes fokusering. Både fordi hun er i live på scenen, og fordi hun teknisk og kunstnerisk har overskud.

At lyden – især de dybe toner – fik så markant en placeringen i lydbilledet i Hotel Cecil er noget andet, tror og håber jeg. For dét åd detaljer, som jeg ellers gerne ville have hørt. Jeg vælger dog at tro, at udtrykket vil være mere velproportioneret, end det mørke mudder i Hotel Cecil lod forstå.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share