Den britiske vokaljazzstjerne har – trods sin unge alder og trods sit valg af genre – indtil nu solgt overvældende 10 millioner album på verdensplan. Alene dét gør, at man knytter forventninger til et nyt album fra hans side. 33-årige Jamie Cullum har nemlig – på begavet vis – formået at kombinere det, der som udgangspunkt er en smal genre, med et stort salg.

Momentum, hans sjette studiealbum, er – som de tidligere – også, men ikke bare kommercielt tænkt. Momentum vil helt sikkert sælge, men man må også konkludere, at det emmer af kunstnerisk integritet og troværdighed. Jazzpolitiet vil ganske givet vifte med slikkepinden og sige ”stop”, for jazz kan man ikke kalde musikken på Momentum. Men fuck det. Det centrale er, at den fungerer, og at Jamie Cullum som sanger fremstår fokuseret. For dét gør han – på et album, der i øvrigt sender tankerne i retningen af Billy Joel, da han var på sit højeste.

Jamie Cullum er – som Billy Joel – en drævende crooner, der med et markant klaverspil – og noget, der umiskendeligt minder om fængende hits – giver den gas i et up-beat tempo. Hans sange kredser i flere tilfælde om det med at gå fra at være ung til at blive voksen; om det at tabe sin uskyld. Og dét giver albummet en sammenhængende tematik. At musikken så oven i købet er så godt produceret af Jim Abiss (Arctic Monkeys og Adele) og Dan The Automator (Kasabian og DJ Shadow) bekræfter bare, at Jamie Cullum er blevet voksen. Jamie Cullum er nu helt åbenlyst en kunstner, der kender sine virkemidler og formår at bruge dem – optimalt.

****

Island Records / Universal Music

52 min.