Slapstick! Der var et element af slapstick og falden-på-halen over amerikanske Josh Groban, som tirsdag aften gæstede Falconer Salen på Frederiksberg på sin All That Echoes tour. Og dét overraskede mig. Måske fordi jeg aldrig tidligere har oplevet ham live. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at ”smørtenoren” – den amerikanske underholdningsindustris svar på Sissel Kyrkjebø – mestrede dén form for underholdning og besad dén form for humor. Men det gjorde han.

Groban gik lige på – med sit 13 mand store orkester plus kor – og nummeret Brave. Efter to numre bød han velkommen – som det sig hør og bør – og fortalte, at han var glad for at være tilbage i København og glad for igen at møde sit danske publikum.

Selv om han naturligvis godt vidste, at publikum forstod engelsk, introducerede han alligevel trækbasunisten, som var dansk. Hun rejste sig fra sin stol, stillede sig ved hans side og oversatte indledningsvist hvad han sagde, for efter et par minutter at begynde at forvanske hans udsagn og fortælle publikum, at når Groban sagde, at han havde nydt en dejlig frokost, så var sandheden, at han havde tømt en flaske Gammel Dansk. Og når han sagde, at han glædede sig over at være i København, så var betydningen, at der efter koncerten ville være afterparty på hans hotelværelse. O.s.v.

Den seance banede vejen for en gennemgående form for slapstick og falden-på-halen fra hovedpersonens side. Og da hans timing var god, vil jeg kalde dét en formildende omstændighed ved koncerten i Falconer Salen. For sagen er den, at Groban – til trods for et uomtvisteligt sangtalent – agerer indenfor den lidt kedelige afdeling, som den amerikanske underholdningsindustri udgør. Det er den afdeling, hvori alt er pænt, og intet overrasker. Den industri som i Europa blandt andet kan mobilisere en Sissel Kyrkjebø.

I en vis forstand var Josh Groban på hjemmebane på Frederiksberg. For han var helt åbenlyst blandt venner, som både kendte hans bagkatalog og sceneoptræden. Et gimmick var, at han forud for koncerten havde opfordret publikum til at sende ham spørgsmål, som han så ville besvare fra scenen. Et af de tre spørgsmål gik på, hvordan det var muligt for ham at forene det at se så godt ud med det at have et så åbenlyst talent. Dét spørgsmål fik han både fis og ballade ud af. Et andet spørgsmål gik på, om han ville synge en duet med den unge kvinde, der havde henvendt sig. Dét ville han. Hun kom på scenen og sammen sang de The Prayer – som Groban også har sunget sammen med andre publikummer, andre steder, til andre tider. Kvinden gjorde det godt. Duetten fungerede.

Men personlig begyndte jeg også at blive irriteret over den hyppigt tilbagevendende slapstick, falden-på-halen og drilagtige interageren med publikum. For hvad med musikken? Hvad med kunsten? Var vi ikke kommet for at høre en sanger udfolde sit kunstneriske talent? Snarere end for at deltage i en ”familiefest”? 

Vel demonstrerede Josh Groban, at han havde et uomtvisteligt talent. Men tydeligst var hans talent i versioneringen af alvorlige ballader som Don McLeans Vincent og Stevie Wonders I Believe. Og – interessant nok – udfoldedes kunsten allermest, når han ikke sang. To instrumentalnumre undervejs – bl.a. ét med en fremragende violinist i spidsen og et andet med Groban på trommer – var koncertens allerbedste.

Derfor begyndte jeg at tænke på, hvad man kunne gøre for at udfordre sangeren og skærpe hans opmærksomhed omkring kunsten. Hvad kunne man tilføre af benspænd? Min tanke faldt på forsangere Skin fra det britiske indierockband Skunk Anansie. Hende så og hørte jeg i 2012 på Falconer Scenen. Og jeg var ikke i tvivl. Netop hun ville – med sin forcerede attitude – kunne udfordre Josh Groban og bane vejen for en reel kunstnerisk udfoldelse.

Men ok, sådan blev det ikke denne tirsdag aften. Koncerten forblev et miks af slapstick og sikker underholdningsmusik, afsluttet med Grobans ikonografiske nummer You Raise Me Up.

****