KONCERTANMELDELSE Havde norske Jenny Hval været med i Tour de France-feltet ville det have været på et Wild Card. At hun er med i programmet for Copenhagen Jazz Festival er tilsvarende som resultatet af tildelingen af et Wild Card. For det giver ikke sig selv, at sangerinden, poeten og performancekunstnerne, som har sit afsæt i elektronisk musik og art-rock, er en del af jazzens program. Men det er hun altså. Og ikke bare det. Hun er outsider, når festivalens større navne på sæt og vis kæmper om publikums opmærksomhed.
Søndag aften i Brorsons Kirke var der af samme grund fulde huse. Tæt besatte stolerækker. Fortættet ro. Fokus. Ikke på den andægtige, men på den opmærksomt lyttende måde. Og det fra start til slut. Om dét så skyldtes musikken eller fraværet af udskænkning eller selve kirkerummets karakter, skal jeg ikke kunne sige, men det fortrinsvis yngre publikum lyttede, og det i sig selv var skønt. Det bidrog til den intimitet, der opstod.
Som det mulige forbillede, Laurie Andersson, indtog Jenny Hval gulvet med sin elektroniske art-rock-musik, sin messende sang og sine simple visuals – i Brorsons kirke sekunderet af fire musikere – en dj (på laptop, diverse knapper og el-guitar), en elektronisk musiker (på laptop, trækasse m.m.), en trompetist og en saxofonist.
I store stræk stod hun selv bag en laptop, men et par gange trådte hun også frem, stillede sig helt hen til det lyttende publikum og sang og / eller løb frem og tilbage mellem stolerækkerne. Og dét bidrog til intimiteten: at den spinkle kvinde i det stribede sæt var så tæt på, ude blandt os andre.
Ellers var der noget – måske i musikkens karakter, måske i hele genrens væsen – køligt distanceret. Tit stod de fem musikere på en lige linje overfor publikum med fokus på hver sit – en laptop, et instrument, en mobil – og uden synlig kontakt med hinanden eller publikum. Men måske hører det genren til: at den scenisk er udfordret af fraværet af kontakt; at den skabes af nogle, der kigger på egne skærme snarere end publikum og hinanden; af nogle, der benytter sig af software, apps og knapper snarere end håndholdte instrumenter.
Det var det, der gav koncerten som helhed et uafklaret skær. Vel tvang den elektroniske musik publikum til at søge indad – eller se Jenny Hval søge indad – for at finde mening. Men var der en mening? Var publikum en del af en intim mening? Eller var hvert individ en øde ø blandt andre øde øer i havet? Det stod aldrig klart. Heller ikke om jeg var en del af noget varmt eller køligt, nærværende eller distanceret.
Numre fra Jenny Hvals nye EP, The Long Sleep (som udkom i maj) – numre som poppede Spells og mere komplekse The Dreamer Is Everyone In Her Dream – udgjorde skelettet i musikken søndag aften, men der var også plads til andre numre fra bagkataloget. Trods enkelte numres lette tilgængelighed lykkedes det alligevel ikke for Jenny Hval at få taget til at løfte sig; at skabe en vertikal forbindelse; at nedbryde afstanden mellem kunstner og publikum.
*** / koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk