Den spanske guitarist, Paco de Lucia, kaldes flamencoens ukronede konge.

Selv om han egentlig ikke er formidler af ”flamenco puro” er prædikatet velvalgt. For så eminent en guitarist er han, at man – uanset om man har andre musiske præferencer eller bare mangler kendskab til den viltre, på én gang romantiske og temperamentsfulde genre / tradition – aftvinges respekt for hans ekvilibristiske teknik og kunstneriske udtryksstyrke. Paco de Lucia er i sandhed en konge!

Da han lørdag aften indtog Falconer Salens scene som ene mand, var det foran en kongetro skare, som gav stående ovationer, før han overhovedet havde sat sig til rette. Han stod bare der – midt på scenen – rank og slank og helt selvfølgeligt og modtog folkets hyldest, før han satte sig.

Forhåndsomtale af koncerten – og sceneopsætningen i øvrigt – havde ganske vist indikeret, at han ville optræde med sin gruppe, men indledningsvist lagde han altså op til en solo, og den udviklede sig – ikke overraskende – til en solopræstation af rang: en helt enkel opstart på en koncert, der skulle udvikle sig til et helt fortryllende fyrværkeri.

Soloen var så enkel – og dog kompleks – at såvel kongens teknisk / kunstneriske spændvidde som genrens temperamentsmæssige ditto stod som mejslet ud i røgen fra tørisen.

Efter soloen – og endnu en gang stående ovationer – entrerede fire musikere scenen: en trommeslager og tre sangere. Og efter endnu et nummer yderligere tre musikere: en harmonikaspiller, en bassist og endnu en guitarist. Dermed var alle stole på scenen besat, og de otte musikere – fra Spanien og Cuba – kunne fremmane deres egen – det vil sige: kongens egen – udgave af flamencoen: musik, der nok tog afsæt i den andalusiske ”flamenco puro”, men som også rummede elementer af bulería, minera, siguiriya og yderligere et element af latin og klassisk musik.

Store dele af aftenens repertoire var hentet fra kongens seneste album, En Vivo, som i sig selv er en koncertoptagelse. Men live – på scenen på Frederiksberg – var det alligevel som om, materialets skønhed og iboende element af nostalgi og smerte blev mere nærværende; som om præstationen på scenen åbnede en mere direkte, vertikal forbindelse til noget andet og større. Alt kunne beskues i forholdet 1:1 og beundres – igen uanfægtet af musiske præferencer.

Som noget ganske særligt blev det sceniske udtryk i Falconer Salen i to tilfælde udbygget med nogle forrygende dansepræstationer af en af de tre sangere, Farruco, der som en anden torero indtog gulvet, steppede og vandt! Hans sublime, maskulint stolte dans gjorde koncertoplevelsen noget nær uovertruffen.

Og det indtryk blev kun yderligere skærpet af et afsluttende, eminent udfordrende samspil mellem Paco de Lucia og hans instrumentkollega, den talentfulde nevø, guitaristen Antonio Sanchez Paloma. Man anede, at der – hvis engang den 65-årige konge abdicerer – er en kronprins, der kan overtage magten og æren.

*****