MUSIKANMELDELSE Med risiko for at jeg tager munden for fuld, siger jeg det alligevel: Steen Rasmussen er den danske musiker, der pt. demonstrerer den bedste forståelse af sjælen i brasiliansk musik! Han har demonstreret det gang på gang – live og på album – at han forstår og kan forvalte bossanovaens sjæl, og han demonstrerer det endnu engang på sit nye album, Canta, hvortil han selv har skrevet hovedparten af musikken. Undervejs i albummets tolv skæringer møder man pianistens orkester, der i øvrigt består af Lis Wessberg på trombone, Jacob Andersen på percussion, Fredrik Damsgaard på bas og Jonas Johansen på trommer – foruden i forskellige numre sangerne Joyce Moreno, Barbara Casini, Leo Minax, Josefine Cronholm, Mark Linn, Marie Carmen Koppel og Caroline Franceska og en håndfuld gæstemusikere. Og jeg må sige, at det er imponerende, så flot Steen Rasmussen forvalter sit pund og sine mange gæsters optræden – især prominente Joyce Morenos. Musikken på Canta er som fremelsket med en naturlig autenticitet. Den lever, swinger, drager, er teknisk på højt niveau, kunstnerisk lige i skabet!
***** / Stunt Records / 66 min.