MUSIKANMELDELSE Titlen på den polske (i USA bosiddende) jazzguitarist Rafal Sarneckis nye album kommer af, at han som barn var bange for højder og misundte andre børn, der turde kravle op i træer. Højdeskrækken kom han over, og i dag er han en af de højest placerede polske jazzmusikere i verden, så i den forstand kan titlen ses som en subtil form for kunstnerisk selverkendelse og moden glæde over, at han turde kravle op i kunstens skrøbelig træ, hvor han – at dømme efter dette album – stadig befinder sig. For ret skal være ret: Climbing Trees er et virkelig godt, moderne jazzalbum, med virkelig fint, nyt materiale skrevet af Sarnecki og forløst af en virkelig god sekstet (som i øvrigt består af Lucas Pino på sax og klarinet, Bogna Kicinska på vokal, Glenn Zaleski på klaver, Rick Rosato på bas og Colin Stranahan på trommer). Albummet fremstår på mange måder som en tænkt helhed, et egentligt værk. Og forløsningen af materialet må betegnes som virtuos og sofistikeret. Kompositioner og improvisationer flyder naturligt sammen, sammenspillet de seks musikere imellem fremstår eminent, og derfor ender man også op med et album, der så absolut fortjener et stort, internationalt publikum.
**** / Outside In Music / 59 min.