Den DMA-prisbelønnede, danske jazzkomponist, pianist og lydkunstner, Signe Bisgaard, skriver primært for større ensembler og integrerer gerne jazz og klassisk musik i sine komplekse kompositioner, lige som hun gerne arbejder tværkunstnerisk og –æstetisk. Never Ending Shanghai er af samme grund ikke bare et album, men del af en større klynge af sammenhængende, konceptuelle værker, der inkluderer musik, visuals og apps. Musikken kan imidlertid godt opleves adskilt fra de øvrige elementer i værket – fordi den i sig selv er et fascinerende flot og gennemført værk – fremført med virtuositet af det eksperimenterende, til lejligheden udvidede, århusianske bigband, Blood Sweat Drum & Bass under Jens Chr. ”Chappe” Jensens ledelse. Som det meste af Bisgaards tidligere musik sprænger musikken på Never Ending Shanghai rammerne for bigband-musik – kompositorisk og instrumentalt (der bliver bl.a. anvendt tre trommeslagere, laptop, synthesizers og fuld blæsergruppe) – men også i og med, at den fremstår som ét sammenhængende værk, en suite, der tager afsæt i en digital tegneserie om en kinesisk pige i 1920’ernes Shanghai. Never Ending Shanghai er musisk historiefortælling på højt niveau – et nyt, i sandhed prisværdigt værk fra Bisgaards side.
**** / Kong Orange / 50 min.