Med fare for at tage fejl… Når jazzfestivalen om ti dage er slut, kan det meget vel tænkes, at jeg vil pege på åbningsaftenens koncert som den bedste af festivalens 1.200 koncerter. Det var i hvert fald en magisk koncert, Charles Lloyds trio gav på Statens Museum for Kunst – med det store glasparti ud imod park og himmel som baggrund.

Koncerten, der var døbt Sangam (hindi for ”sammenflydende”, red.), havde tydelige tråde til klassisk indisk musik. Men dens navn refererede også til en plade, som trioen – Charles Lloyd, Zakir Hussain og Eric Harland – indspillede i 2004 ved en koncert, der var en hyldest til Lloyds nære ven, jazztrommeslageren Billy Higgins. Koncerten var med andre ord en bearbejdning af et materiale fra en tidligere koncert – et miks af klassisk indisk musik og moderne sfærisk jazz med faste og dog komplekse strukturer og plads til improvisation.

Forestil dig dette: en 75-årig amerikansk legende, Lloyd, stående midt på scenen. Høj, meget slank, iført bløde brune ruskindssko, sorte bukser i hør, en beige/brun jakke i hør, solbriller med meget mørke, helt runde, tætsiddende glas og en kalot. Spillende på en tenorsaxofon, tværfløjte og/eller et klaver; en 62-årig indisk legende, Hussain, lav af vækst, men slank, siddende i lotusstilling på et repos bag en stribe tablas af varierende størrelse, iført løstsiddende mørke bukser, en løstsiddende lys skjorte i hør og et viltert dansende hår over nogle plirrende øjne; og endelig en 34-årig, mørk, kronraget trommeslager, med anlæg for at blive rund på midten (som lejlighedsvis indtager klaveret), men som også helt åbenlyst er til stede, lyttende, opmærksom, rolig, iført mørke bukser, en t-shirt med et farverigt tryk, herover en mørk blå skjorte.

Forestil dig de tre, deres instrumenter – deres udgangspunkt i et miks af sfærisk jazz og klassisk indisk musik… Og du har en meget usædvanlig konstellation. En meget usædvanlig form for musik.

Men musik der virker!

Trioens musik var kreativ, kompleks, stor. Hele tiden rummende et luftigt, indisk ekko fra Hussains instrumenter. Kombineret med (som udgangspunkt) Harlands afdæmpede, men stilsikre og meget varierede trommespil. Og med Lloyds (som udgangspunkt) formidable, fortællende saxofonlyd, der især fokuserede ind omkring det luftige, det sanselige, det træ-agtige. Det, de tre skabte var i sandhed sammenflydende. Og at det var dét, stod kun yderligere klar i og med, at henholdsvis Lloyd og Harland på skift indtog klaveret, der ellers som udgangspunkt havde stået ubemandet hen.

Musikken blev grandios – i den gode forstand – stor, meditativ. Indbegrebet af en musikalsk diversitet, som krydsede skalaer, traditioner, genrer.

Lloyd har siden 60erne været optaget af østens klassiske musik. Selv om han selv, som udgangspunkt spillede fusion. Det østlige islæt indfandt sig dén gang for eksempel i hans samarbejde med Keith Jarrett.

Da han i  70erne var på toppen som udøvende musiker – med forkærlighed for klassisk østlig musik, avantgardejazz og rock – trak han sig tilbage for at hellige sig meditation. Efter ti år vendte han overraskende tilbagevende til musikken. Men nu med et større nærvær og en skærpet interesse for at kombinere genrer, traditioner og skalaer.

Det var resultatet af dén ”rejse,” han udfoldede med sin trio på scenen i Statens Museum for Kunst. Og som han i et enkelt nummer foldede yderligere ud med recitationer fra Rumis værk. Recitationer med en vokal, der mindede om Thomas Vindings. Blød (ruskind), luftig (træagtig).

Helheden var dyb, udfordrende, varieret og smuk. Kompleks og dog ganske enkel.

******