MUSIKANMELDELSE Sangerinden, Sinikka Langeland, er halvt norsk, halvt finsk, født og vokset op i det nordlige Norge ved grænsen til Finland. Og netop dét har på forunderlig vis sat sit præg på hendes musik – og af samme grund: på musikken på det nye album på ECM. Med sig på The Half-Finished Heaven har Sinikka Langeland tenorsaxofonisten Trygve Seim, bratschisten Lars Anders Tomter og percussionisten Markku Ounaskari. Og i øvrigt – som tekstforfatter – den svenske Nobelpristager Tomas Tranströmer. Så for at sige det, som det er: The Half-Finished Heaven er digte i verdensklasse tilsat musik i verdensklasse (skrevet af Sinikka Langeland) og fremelsket af nævnte besætning. Musikken er dæmpet, har Sinikka Langeland på 10-, 15- og 39-strenget kantele og vokal i spidsen og Trygve Seim på tenorsax med i en virtuos birolle. Den emmer af melankoli, vidder, sakral skønhed, og kan genrebetegnes som et crossover mellem folkemusik, klassisk musik og kammerjazz. Albummet som helhed er ikke bare Sinikka Langelands bedste til dato, det er et decideret mesterværk af sjælden styrke.
****** / ECM Records / 49 min.