Under en festival er det en anmelders sure lod ikke at kunne være flere steder på én gang.

Således måtte også denne signatur mandag aften lide den tort ikke at kunne blive siddende under hele aftenens koncert i Betty Nansen Teatret. En anden koncert, et andet sted i byen kaldte.

Under en sådan omstændighed burde anmelderen måske afstå fra at ytre sig om den koncert, han i utide måtte forlade. For bør man ikke som anmelder høre hele koncerten, før man tillader sig at anmelde? Jo, det skulle man mene.

Men en lille time i selskab med Markus Stockhausen, Kenny Werner, Audun Kleive og Benjamin Koppel fik denne anmelder til at beslutte sig for at gøre en undtagelse.

Konstellationen indgik i Valby Summer Jazz’ program – en bydelsfestival, der betragter sig selv som en selvstændig festival under moderfestivalen i København. Især i de sidste par år – hvor den har bredt sig fra Valby til Frederiksberg og dermed Betty Nansen Teatret – har den budt på store navne og spændende set-ups.

Og netop dét var Markus Stockhausen, Kenny Werner, Audun Kleive og Benjamin Koppel, et spændende set-up.

Stockhausens musik har ry for at være vanskeligt tilgængelig. Men det skyldes måske, at han ofte forveksles med eller ses som en umiddelbar arvtager efter sin far, Karlheinz Stockhausen, som var en af det tyvende århundredes mest betydende avantgardekomponister. Faderens musik er notorisk udfordrende og ofte vanskeligt tilgængelig. Men det samme gælder ikke nødvendigvis Markus Stockhausens musik – til trods for, at den åbner mange muligheder for improvisation eller, som Stockhausen selv vil formulere det: intuitiv musik.

Klangen og harmonien har højeste prioritet i hans musik. Det kunne denne signatur konstatere under koncerten i Betty Nansen Teatret.

Markus Stockhausens musik, som blev fremelsket i et miks med stykker af Benjamin Koppel, var melodisk, meditativ og melankolsk. Denne anmelder fandt den til og med dragende, drømmende og dyb.

Og – vanvittig flot forløst af komponisten selv og en uhyre velfungerende ny konstellation, som kun havde eksisteret i få timer og kun havde haft adgang til grundmaterialet i tilsvarende få timer forud for koncerten.

Stockhausen eget spil på flygelhornet var eminent. Klangfuld. Og fint afstemt Koppels spil på saxofonen. Kleives trommespil var fint tilbageholdt. Og Werners klaverspil… det var simpelthen en drøm! Fordi han på så eventyrlig vis forstod Stockhausens vision og formåede at forstørre den.

Stockhausens komposition, Mond Traum, voksede til en drøm, der var så eminent tænkt og fortalt, at man kun få gange i sit liv vil få adgang til skønhed af samme karakter.

At rejse sig i utide, fordi en anden koncert, et andet sted i byen kaldte, forekom både vanskeligt og naturstridigt. Denne anmelder kunne kun krydse fingre for, at strategisk tænkende Benjamin Koppel på forhånd havde sikret, at koncerten ville blive optaget med henblik på en senere udgivelse. For momentet – de 12 minutter og 45 sekunder – bare dét nummer strakte sig over, var af en karakter, som man ville ønske, man kunne genopleve.

*****