Denne konstellation var på forhånd udråbt som en af de helt store på årets jazzfestival, fordi den bød på hele to store navne, hvoraf det ene i Danmark var nyt i jazzsammenhæng.

David Murray er og bliver en stor saxofonist med en stor historie bag sig – på jazzscenen. Han har lange og mange meritter med sig i bagagen og sidst været på jazzfestivalen i København i 2008.

Macy Gray – der har fået en Grammy Award, en MTV Award og hele to BRIT Awards – for sin særegne form for R&B og soul er til gengæld ny i jazzsammenhæng. Set fra København.

Det var dét – det uforudsigelige i samarbejdet mellem de to, kombineret med Macy Grays uomtvistelige status som trashy vokalkunstner, der øgede forventningerne og på papiret gjorde konstellationen til et trækplaster.

Helt ny i jazzsammenhæng var Macy Gray ganske vist ikke. Eksempelvis medvirker hun på David Murrays seneste album, Be My Monster Love, som dannede afsæt for den tour, der lagde vejen forbi København. Men hun har også i andre sammenhænge optrådt med David Murray. Det var med andre ord en etableret konstellation, der kom til København.

Og sådan virkede den også på Gamle Scene – som en etableret konstellation, der var helt fortrolig med sin egen formåen.

David Murrays Infinity Quartet indledte koncerten med et instrumentalnummer – David Murryas egen Sorrow Song – et post-bop nummer, der især gav grundlag for at studere Murrays spændvidde som tenorsaxofonist. Hans soli var på en gang loose og laid-back og fremadrettede og frembrusende.

Til andet nummer, Relating to a Psycopath, entrerede Macy Gray scenen iført høje hæle, højt hår, rød robe og lange røde handsker. Hun var indbegrebet af karisma, indtog som en anden skuespiller med en bestemt rolle (en bedaget man-eater, iført et blændende skrud) så at sige hele scenen og tog fat på sangen med en stemme og attitude, som var en blanding af skødesløs ligegyldighed og forførende frækhed.

Hun ville have en fest. Var kommet hele vejen, som hun sagde, fra LA til København for at møde os – publikum – så hvorfor sidde og hænge? Hvorfor ikke feste? Når alt og alle alligevel var så sexy?

Vidste man ikke bedre kunne man tro, at hun havde taget en bane coke inden sin sceneoptræden. Så skødesløst how-ski-snowski forekom hun. Men sandheden er, at hun udfyldte sin rolle! Og så fik hun det, som hun ville. Hun fik en fest. En god fest via et materiale og en sangteknik – der emmede af lige dele Billie Holiday og Tom Waits. En teknik, som ikke stræbte efter det skønne, men snarere understregede det hæse og kantede. Og som formåede at knytte an til publikum.

Selv om alt omkring hende på scenen åndede ro og bar præg af en særegen form for langsommelighed, forlod divaen – som næppe kunne have overanstrengt sig – efter bare tre numre scenen, overlod den til instrumentalisterne, for siden at vende tilbage iført nye høje hæle, højt hår, grøn robe og lange grønne handsker til nummeret Green Satine Dress. Igen, efter en stund med instrumentalisterne, vendte hun tilbage iført nye høje hæle, højt hår, sort robe, en rød boa og lange sorte handsker til de afsluttende numre Missionary og Red Car.

Tøjskiftet styrkede indtrykket af, at hun spillede en rolle på scenen. Men rollen udfyldte hun – både som sanger, skuespiller og entertainer.

At koncerten sluttede med ekstranummeret, I try – Macy Grays gennembrudsnummer fra 1999 – gjorde den noget nær fuldendt. Især fordi versionen var så rå, så hæs og så langsom.

*****