Canadiske Andrew Rathbun er både kendt som en dygtig, flittig og ambitiøs saxofonist og som en dygtig, produktiv og vidtfavnende komponist og arrangør. Især sidstnævnte er vigtigt i denne kontekst, idet Rathbun til Atwood Suites har komponeret og arrangeret musik til tekster af den berømte landsmand, forfatter og Nobelpriskandidat, Margaret Atwood. Atwood Suites er ikke tilnærmelsesvis spoken word, men derimod helstøbte arrangementer og tekstudpluk, der tilsammen fungerer som organisk sammenhængende størrelser, der synes at være gennemtænkte. Det er ikke første gang, Andrew Rathbun skriver musik til digte af Magaret Atwood. Det gjorde han allerede i 2001 til sit True Stories projekt, men det er første gang han gør det så ambitiøst og til et band så stort. Atwood Suites er således hans (plade)debut som komponist og arrangør for stort jazzorkester. Og debuten er helt åbenlyst prisværdig. Musikken er farverig, nuanceret, kompleks. Lyrisk. Og især suiten, Power Politics, aldeles smuk.
**** / Origin Records / 94 min.