Koncertanmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Den libanesisk/franske trompetist var – så vidt vides – på sit første besøg i Danmark, da han spillede på Copenhagen Jazzfestival fredag aften. Måske af samme grund er han et næsten ubeskrevet blad her til lands.
Jazzhouse skrev, før hans optræden, at han var en ”stjernetrompetist med noir-stemning, arabisk klang og et forrygende band”. Og dén betegnelse skulle vise sig at holde stik. Blot kunne man tilføje, at Maalouf også var sjov og virkede helt oprigtigt glad for at blive taget så vel imod.
Han er født i Beirut i 1980, flygtede under borgerkrigen med sine forældre til Frankrig og voksede op i udkanten af Paris. Hans far er klassisk trompetist, og af samme grund faldt det naturligt, at også sønnen blev det.
I dag må Ibrahim Maalouf anses for at være en af Frankrigs største jazztrompetister. Selv om, eller måske netop fordi, han er en særegen instrumentalist, med et udtryk farvet både af mellemøstlig, europæisk og amerikansk kultur. Hans musiske udtryk er sammensat (af nævnte kulturer) og unikt.
Ibrahim Maaloufs seneste album, The Wind, blev indspillet med den konstellation, der optrådte i København, og derfor (måske?) dannede dét afsæt for koncerten i København. The Wind blev til, da Cinémathique Français bad Maalouf lave musik til en af de mange stumfilm, instituttet har i sin samling, og Maalouf valgte René Clairs film, La Proie Du Vent (Vindens bytte, red.) fra 1927.
Til inspiration fordybede han sig i Miles Davis’ ikoniske musik til Louis Malles thriller fra 1957, Ascenseur Pour l’Échafaud. Det var musik, der via en mystisk melankoli øgede spændingen undervejs i filmen. Dét spor ville Maalouf også følge.
Og dét, må man sige, lykkedes. Maaloufs musik til stumfilmen blev næsten lige så fremragende som forbilledets. Og af samme grund blev trompetistens koncert i Jazzhouse superb.
Ganske vist manglede publikum nogle levende billeder, men musikken i sig selv skabte andre (måske mere eksotiske) billeder, og dét – kombineret med et teknisk højt niveau, en fed inter ageren mellem musikerne på scenen, en spøjs form for humor i præsentationerne og en helt oprigtig glæde ved mødet med publikum gjorde oplevelsen rigtig fin (og filmisk).
Kvintetten bestod foruden kapelmesteren selv af fire kapaciteter: tenorsaxofonisten Mark Turner, pianisten Frank Woeste, bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Clarence Penn. Alle udmærkede sig. Alle!
Men naturligt nok samledes publikums fokus mest omkring kapelmesteren, der igen og igen spillede så tilbageholdende på sin trompet, at den gav en fascinerende, luftig, træagtig klang, der mindede om den man kender fra slangetæmmeres klarinetter.
Han kunne dog også andet. Spille med fuld, rund lyd. Det hørte man f.eks. i hans versionering af Serge Gainsbourgs La Javanaise. Og man hørte det i hans solooptræden – det andet ekstranummer – som var en versionering af et vemodigt nummer, som han (ifølge eget udsagn) plejer at spille for sin 3-årige datter. Til nummeret fik han publikum til at synge med, mens han selv lagde trompeten fra sig og satte sig bag klaveret, hvorfra han akkompagnerede publikum.
Her så man tydeligt, at han oprigtigt var glad for modtagelsen i København.
Glæden var helt sikkert gengældt.
****
Comments are closed.