MUSIKANMELDELSE Soar er et mesterværk – et album med en dybt fascinerende og helt usædvanligt gribende form for musik, der er fremelsket i grænsefladen mellem den klassiske europæiske musik, den traditionelle walisiske folkemusik og den vestafrikanske Mandinka rytmik. Den walisiske harpenist, Catrin Finch, og den senegalesiske koraspiller, Seckou Keita, formår således at mikse deres respektive baggrunde og fremelske noget helt enestående, gennemført smukt! Soar er duoens længe ventede to’er efter debuten, Clychau Dibon, som i 2013 helt fortjent udløste masser af anmelderroser og priser. Dét, kan jeg garantere, kommer Soar også til at gøre. For Finchs og Keitas greb om musikken, instrumenterne, kunsten, fortællingen, grænselandet er så sikkert, virtuost og raffineret, at alt andet ville være en overraskelse. Enkelte kompositioner tager nok afsæt i den klassiske musik – det gælder f.eks. nummeret, Bach to Baïsso – andre i den walisiske folk og atter andre i Mandinka traditionen. Men alle afsæt smelter på organisk vis sammen med de andre traditioner, og derfor fremstår albummet som helhed homogent og helstøbt.
****** / Bendigedig / 45 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES