Jeg må simpelthen pudse min brille onsdag aften i Vega. Og alligevel bliver intet helt klart, før røgen på scenen bliver fortrængt af projektørlyset. Indtil da tænker jeg: Er det der ikke? Er hende der lige er trådt op på scenen ikke Frida Lyngstad? Hende den mørkhårede fra Abba? Kropsbygningen, de røde læderbukser der stumper under knæene, de klodsede plateaustøvler i en anden nuance af rød. Det må være hende! Men nej, da projektørlyset får bugt med røgen, ser jeg, at det er Joan Wasser, der er trådt ind på scenen. Politikvinden. (Ellers ville der jo også været noget galt med tid og sted). Så nu er jeg rolig og tryg.
Joan Wasser aka Joan As Police Woman åbner sin koncert i København med de tre første numre fra sit nye album, Damned Devotion. Overraskende blidt og stilfærdigt og nedtonet. Hun er næsten helt uigenkendelig! Men måske skyldes det lydproblemerne. Eller materialet fra det nye album. Det i sig selv er jo nedtonet. Men snart kender jeg hende igen. Snart indtager hun igen – trods det nye materiales nedtonede karakter – den vante rolle som femme fatale. Som mange gange før optræder hun igen med naturlig autoritet og pondus og kant. Som en forvokset Pippi Langstrømpe, der pludselig foreslår Tommy og Annika at kravle på væggene sammen med Nelson i Villa Villekulla, tage på ridetur med Lille Gubben i nærmeste omegn eller flyve en tur i den spraglede luftballon – uden ballast.
Og så giver hun den ellers gas – i en manege, der det ene øjeblik tillader hende at kaste en rå latter op, det næste at være inderligt øm. Det ene øjeblik at affyre en kæde af kærlige fornærmelser, det næste koket at flirte med hvem som helst, kvinde og mand. Og alt hænger sådan set sammen. Jeg er med hende, når hun det ene øjeblik oprigtig rørt fortæller om den far, hun mistede for et par år siden, men som hun forinden nåede at lære meget af og værdsætte, og som hun siden skrev en hyldestsang til. Og jeg er med hende, når hun råt for usødet kaster sig ud i kaskader af rå latter, mandhaftig spydighed og en karakteristisk no-nonsense tilgang til sine egne sange.
Langt størstedelen af det materiale, hun bringer til torvs er fra hendes nye album, Damned Devotion fra februar 2018. Det er et materiale, hvor hun på mange måder vender tilbage til den nedtonede, meget melodiske storytelling, som kendetegnede hendes mest kendte og roste udgivelser, To Survive fra 2008 og Real Life fra 2006. Konstant fornemmer man, at materialet og de historier, det rummer, ligger hendes hjerte nær. For hvor hun mellem numrene kan være som en rå Pippi Langstrømpe, der glad og gerne driller, er hun i numrene helt åbenlyst dedikeret, dybfølt og til stede – optaget af formidlingen af det betydningsladede materiale. Mest åbenlyst bliver det i numre som What Was It Like (hyldestsangen til hendes far), Warning Bell (en sang om en romantikers naive anger) og Valid Jagger (en sang om kompliceret, uforløst kærlighed). Hun forløser sit materiale så publikum rent faktisk lytter. Og høster naturligt nok bifald, når Pippi Langstrømpe popper op og blander sig, mellem numrene og eksempelvis endnu engang – helt ublu – minder om, at der er vinyler og tourjakker til salg i foyeren efter koncerten.
Da hun endelig slutter det hele af på scenen med en meget nedbarberet udgave af Prince’s Kiss overgiver jeg mig til hendes tolkning af verden, hendes blik på verden, hendes sammensatte, men tilsyneladende helt ubestikkeligt særegne karakter.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk