Den dansk/færøsk/islandske jazzbassist og –komponist, Richard Andersson, har udsendt flere interessante album, siden han pladedebuterede i eget navn. Men Nor må i enhver henseende siges at være hans foreløbige højdepunkt. Det uhøjtidelige album rummer en nedtonet og blåtonet form for jazzmusik, hvis særlige kendetegn skyldes instrumenteringen: saxofon (Oskar Gudjónsson), trommer (Matthias Hemstock) og kontrabas (Richard Andersson). Med dén lidt akavede konstellation og et uhøjtideligt udgangspunkt, som blandt andet ses af nogle af numrenes titler (Femårsplanen, Blåskimmel Skrammel og The Bridge that Broke on a Blue Monday) skaber Andersson og hans trio et forunderligt dragende univers, som til stadighed forekommer mig forfriskende uprætentiøst. Der er ingen tvivl om, at de tre musikeres tekniske kvaliteter er i orden, men det nedtonede gør også, at deres spil udstilles i al nøgenhed. Og vi ved jo godt, at spejle kan vise uklædelige sider af ens fysiognomi, men trioens nøgenhed er alligevel klædelig.

***  /  Hobby Horse Records  /  51 min.