Vel er Nikolaj Nørlund ikke en af de største rocksangere på dansk jord, men han er klart en af de største rockpoeter. Hvad han mangler i stemmepragt har han i autenticitet hvad angår sangskrivning. For med dén har han noget på hjerte. Derfor accepterer man også hans distinkt messende sangstil. Og derfor bliver han som sanger dragende, næsten magnetisk.

Lørdag aften beviste han endnu engang, at han også er i besiddelse af en betryggende og moden ro og af en helt naturlig fylde og autoritet. Da han for anden gang (første gang var i februar 2016) stod der foran Copenhagen Phil – det lidt decimerede symfoniorkester med godt tyve klassiske musikere – til en ”60 minutes-koncert” var man ikke i tvivl om, at han havde stort kørekort og overblik i trafikken.

Vel var det Hans Ek, der dirigerede philharmonikerne, og vel var det Nikolaj Nørlunds pianist, Adi Zakunovic, der havde arrangeret de rytmiske numre for klassikerne, men det var Nikolaj Nørlund der stod med styrepinden. Og det gjorde han altså til UG. Men…

Da han stod der i februar 2016 var det til en uropførelse af værket ViLLA – som er indspillet med Copenhagen Phil – og da han stod der lørdag aften, næsten præcist to år efter, var det til en uropførelse af det nye værk, Skamskudte fugle. Men materialet til det nye værk holdt altså ikke samme høje niveau som materialet til ViLLA.

Jeg grundede under hele koncerten over, hvad dét skyldtes.

En ting var, at flere af Nikolaj Nørlunds nye sange var meget ordrige. Ordene stod i momenter så meget i kø, at de måtte lires af som var de simple informationer. Flere af hans tekster burde – efter min mening – som en god sauce have været kogt yderligere ind – og det siger jeg, selv om jeg elsker hans fortællende form.

En anden ting var, at arrangementerne var for éndimensionelle. Det, at et professionelt, dygtigt og ambitiøst symfoniorkester stod til rådighed, blev simpelthen ikke udnyttet til fulde. Det var som om, Copenhagen Phil i arrangementerne var blevet presset så langt ned i den rytmiske gryde, at deres potentiale udi det rigt facetterede ikke blev brugt.

Disse to ting til sammen gjorde, at lydbilledet i Koncertsalen blev lidt for unisont og mudret og éndimensionelt. (Samme fornemmelse får man ikke, når man lytter til det velproducerede album!)

Hvad det skyldtes, skal jeg ikke kunne sige, men det var som om, både Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil slappede mere af, da de var nået igennem Skamskudte fugles otte numre og kunne slutte af med seks numre fra bagkataloget. Meget sigende blev koncertens allersidste nummer – Alt det vi skal nå fra albummet ViLLA – aftenens bedste. Desværre. For jeg – og mange andre – var selvfølgelig mødt frem særligt i håb om at høre Skamskudte fugle udfoldet til UG.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk