Rygtet var åbenlyst løbet i forvejen, for der var ”røde lygter” ved indgangen til Lille Vega, da 21-årige Sigrid Solbakk Raabe fra Ålesund besøgte spillestedet i København. Rygtet havde ladet forstå, at Sigrid ikke bare var Norges, men hele Nordens nye, store ”pophåb”; hendes navn var også på ”alles” læber i England, USA og New Zealand, fordi Lordes personlige Spotify-play-liste inkluderede hendes navn; og fordi hun af BBC netop var blevet kåret som ”Sound of 2018” – en prestigiøs titel som blandt andre Adele og Ellie Goulding før var blevet tildelt. Og nu stod hun så der, foran et dansk publikum (og en del herboende nordmænd og –kvinder) og levendegjorde de numre, der på Spotify er blevet hørt millioner af gange. Hun var lille og spinkel; naboens datter: ”almindelig”, naturlig; havde let til latter, håret sat op i hestehale, kortærmet hvid t-shirt og cowboy bukser; var på én gang gymnastisk flagrende (som en cheerleader) og fokuseret; koncentreret; indbegrebet af vokal autenticitet og autoritet; en ungdomsmester udi mere stilfærdige, dybe (og næsten formfuldendte) ballader som Dynamite, Fake Friends og Savage in Our Blood. Med de ballader aftvang hun både ro og respekt. Balladerne affødte opmærksom lytten. Og klargjorde, hvorfor der knytter sig så mange forhåbninger til det nye, norske stjernefrø. Den lethed, hvormed singer-songwriteren i balladerne krængede sin sjæl ud i gribende fraseringer – for i næste øjeblik at trykke hele sin krop af i mere pågående popnumre som Go To War, Plot Twist og Don´t Kill My Vibe – var ganske enkelt imponerende: så meget autenticitet og tyngde i så lille en krop! Imponerende. Al stemmearbejdet forekom naturligt, ubesværet og respektindgydende. Og hvad kan det ikke blive til, når Sigrid bliver modnet og vil kunne tilføre sit materiale og udtryk en dybere erfaring?
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk