BOGANMELDELSE Den danske journalist (af afghansk oprindelse), Nagieb Khaja, har i de senere år markeret sig som en dygtig og noget nær frygtløs krigskorrespondent i lande som Afghanistan og Syrien. Nu har han med sin anden bog – Du må ikke græde – for så mister du blod – skrevet det, han selv kalder ”reportager fra borgerkrigen i Syrien”. Og ret skal være ret: Han positionerer sig dermed geografisk på lokaliteter, hvor få andre i dag tør positionere sig. Dét i sig selv er ære værd: At han tær sætte sit eget liv på spil for at rapportere fra dele af Syrien som få andre under den verserende borgerkrig tør opholde sig i og rapportere fra. Det er prisværdigt, at han gør det, fordi han dermed både gør noget, der er farligt og meget, meget vigtigt!
Men (det kan forekomme akademisk og ligegyldigt i denne sammenhæng! Men ikke desto mindre…) genrebetegnelsen holder ikke helt stik. Reportagen er jo i sin fineste form en tekstuel (næsten filmisk) 1:1-gengivelse af helt konkrete lugte, lyde, billeder, begivenheder. Gengivelser af det, der faktisk sker det sted, hvor reporteren befinder sig. Blandt journalister hedder den fortælletekniske grundregel i den kontekst: ”Show it, don’t tell it.” Men dén grundregel følger Nagieb Khaja altså ikke stringent i sine reportager. Af samme grund fremstår de i store stræk som overfladiske – som små snapshots garneret med baggrundsstof. Og dét er virkelig ærgerligt. Netop fordi hans fortælling fra det borgerkrigsramte land er så vigtig. Og fordi levende reportager ville have givet hans indsats et større værd.
I momenter er Nagieb Khajas reportager genrebevidste, og så lever de. Mest levende fremstår en reportage fra Aleppo: Nagieb Khaja skildrer heri to dage i selskab med en ambulancefører i en del af storbyen, som konstant bombes af regeringens kampfly og helikoptere. Den rutinerede ambulancefører, der løser sine livsfarlige arbejdsopgaver til UG og dagligt bringer døde og sårede til hospitalerne, er et selvopofrende menneske, hvis virke man næsten kan se for sig. I dén reportage formår Nagieb Khaja ”to show it rather than to tell it.” Og dét puster liv i historien.
Meget af den up-linede baggrundsviden om oprørsgrupperne, IS, regeringen, tyrkerne og koalitionerne, om alawiterne, kurderne og jihadisterne m.m. forekommer mig væsentlig, og alligevel er det som om den bremser læsehastigheden og forringer læselysten. Også fordi det for den danske læser kan være vanskeligt at hitte rede i det komplekse kludetæppe, som især oprørsgrupperne i Syrien udgør. Måske skulle Nagieb Khaja mere stringent have adskilt sin tekst i to dele: en primær reportage-del og en sekundær fakta-del. Og så have øvet sig lidt mere udi den vanskelige genre, som reportagen er. For dermed ville han have vundet større interesse for sagen – som unægteligt er vigtig!
*** / Forlaget Gyldendal / 232 sider / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES