BOGANMELDELSE    Det er med en meget stærk ambivalens, jeg først tøvende læser, siden nølende lægger denne debutroman fra mig. På den ene side bliver jeg imponeret over den litterære, sprogligt raffinerede dimension, der præger debutantens roman. På den anden side kan jeg næsten ikke holde selvsamme roman ud. For romanens hovedfigur – som sine steder er en jeg-fortæller, sine steder en ung mand (eller kvinde) ved navn Bjørn – lever som i et grænseløst, vulgært, incestuøst, pædofilt, prostitueret, homofilt, selvskadende, voldeligt tågelandskab, som kun forfatterens sproglige ekvilibrisme mildner.

Vel er Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet en roman – det står der på omslaget – men meget tyder på, at der snarere er tale om autofiktion – altså en roman, der bygger på betydelige elementer af selvbiografisk stof. Romanens forfatter og hovedfigur hedder jo det samme, de kommer (så vidt jeg ved) fra samme sted i verden, de er samme alder og køn (?). Og flere passager er som dialoger mellem forfatterens og hovedfigurens jeg og selv. I det afsluttende afsnit, Du og jeg, hedder det f.eks., at ”Jeg skriver det her for at give slip på dig. Mit livs historie eksisterer ikke, men du gør, jeg gør…” Få sider forinden hedder det: ”Bjørns ludernavn er Bjørn. Bjørns riddernavn er Bjørn. Bjørns kunstnernavn er Bjørn. Bjørns navn er Bjørn. På den måde er der ingen, der kan afsløre ham.”

Det autofiktive og den sproglige elegance er evident! Men det er også det tematiske fokus på kroppen, seksualiteten, identiteten. Og det tematiske fokus på fornedrelsen, udnyttelsen og den samtidige nydelse. Tågelandskabet er en som en parallelverden, hvortil ingen ”normale” – f.eks. brødrene i Struer – kan bygge bro. I den forstand er skildringen af hovedfiguren, Bjørn, voldsom, knugende, knusende. Alt andet en socialrealistisk. Slet og ret – nøgternt iagttagende og beskrivende. Det er dét – og sproget – der gør romanen så uafrystelig!

****  /  Forlaget Gyldendal  /  96 sider